Konference: Tidssvarende gudstjeneste på et luthersk grundlag?
FUV indbyder til den årlige tværfaglige liturgiske konference den 14.- 16. september 2015 på Emmaus Galleri og Kursuscenter i Haslev.
Temaet for konferencen er 'Tidssvarende gudstjeneste på et luthersk grundlag? Kirkemusikalske udfordringer i 2015'. Ideen er at samle mennesker med forskellige perspektiver, interesser, erfaringer og tanker, og som brænder for dansk gudstjenesteliv.
Konferencen er tilrettelagt som en forhåbentlig stimulerende blanding af gudstjenester, diskussioner, foredrag, musik og sang.
Til at kvalificere vores drøftelser får vi i år inspiration fra Inge Marstal, professor emeritus i musikpædagogik og hørelærer ved Det Kgl. Danske Musikkonservatorium. Inge Marstal har i særlig grad beskæftiget sig med musikkens indflydelse på og betydning for børns udvikling og har bl.a. været en af de drivende kræfter i udviklingen af babysalmesang, ligesom hun har udarbejdet læreplaner i hørelære for Folkekirkens Ungdomskor og Danmarks Radios korskole.
For tiden er hun som formand for en tænketank for musikundervisning engageret i vilkårene for musikundervisning i folkeskolen samt uddannelsen af musiklærere. I de senere år har hun været involveret i folkekirkens musikalske liv, bl.a. som medredaktør af Min første salmebog, som bidragyder til den nyligt udkomne Salmesang – grundbog i hymnologi, foredragsholder i forbindelse med projekt "Lyd i Bibelen" og senest som medredaktør i Nye salmer og sange.
Med Inge Marstal som hovedinspiration kommer vi på årets konference til at sætte fokus på noget essentielt evangelisk-luthersk, nemlig det på én gang dannende og terapeutiske potentiale, der ligger i gudstjenestens musikalske aspekter, herunder ikke mindst menighedssangen.