Foto: Sille Arendt
Den demensramte kan opfatte og påvirkes af musik langt ind i sygdomsforløbet samtidig med, at musikken kan anvendes bevidst som et relationelt virkemiddel i forhold til at skabe kontakt og fælles opmærksomhed samt vække minder og skabe glæde.
Derudover kan musikken hjælpe den demensramte med at få op- eller nedreguleret sit arousalniveau, da musikken alt efter dens karakter kan være både oplivende og beroligende. Salmerne kan samtidig få den demensramte til at rejse tilbage i tid og rum og bringe store livsbegivenheder i erindring.
Salmerne, som mange demensramte har lært udenad i skolen, er et centralt element og en væsentlig ressource i arbejdet med gudstjenester for mennesker med demens, blandt andet fordi de kortvarigt kan få vakt sproget til live, når de synger med: De hører noget, de kan genkende og deltager spontant ved at synge eller nynne med.
Hvad enten man kan huske teksten eller blot nynner med, skaber det fælles sanglige udtryk samhørighed og nærvær samtidig med, at sangen vækker genkendelse og dermed tryghed, stimulerer erindringen og appellerer til følelserne.
Musikalske aktiviteter for demensramte kan bestå af fælles sang, spil på rytme- og melodiinstrumenter, bevægelse til musik samt lytten til musik. Instrumentalmusik i en gudstjeneste – med deltagelse af mennesker både med og uden demens – kan skabe et særligt ligeværdigt rum, da musik er en nonverbal kommunikationsform. Dette kan alt sammen være med til at styrke den demensramte persons identitetsfølelse.
Litteratur
Christine Toft Kristensen og Mette Christoffersen Gautier: Kirke med demensramte, Eksistensen, 2020.
Rose Marie Tillisch og Line Skovgaard Pedersen (red.), Nærvær og tid, Folkekirkens Uddannelses- og Videnscenter, 2022.
Af sognepræst Anne Bundgaard Hansen, Aalborg Stift, organist og korleder Christine Toft Kristensen, Ribe Stift og sognepræst Lene Kjær Andersen, Fyens Stift.
