Salmeovervejelser

Stadig er det sådan, at de fleste ældre i Danmark – og derved også flertallet af de demensramte – har lært at synge salmer i skolen og ofte udenad. Man kan vælge at lade de demensramte få enten en salmebog, et salmeark eller en rekvisit. I alle tilfælde er det optimalt for afholderne at kunne salmeversene udenad, eftersom man derved har mulighed for at holde øjenkontakt med deltagerne. Tydelig mimik og aflæselige mundbevægelser kan nemlig understøtte de demensramtes mulighed for at opfatte ordene.

En svært demensramt, der måske ikke kan holde en salmebog, læse eller huske en lang salme, kan måske alligevel inkluderes i fællessangen, hvis det første vers af en kendt salme gentages – eller hvis der vælges salmer med få, relativt enkle vers.

Salmebogen er oplagt at bruge, når man ønsker at synge alle salmens vers. Lange salmer vil dog for de fleste demensramte være vanskelige at forholde sig til, og mange vil enten blive urolige og have svært ved at holde fokus, falde hen eller falde i søvn. Til salmebogen kan der være knyttet en erindring om kirkegang eller fællessang. Selv om det at have en salmebog i hænderne kan være en velkendt fornemmelse og en stimulans i sig selv, kan det også medføre en frustration over, at man ikke ved, hvad man skal stille op med bogen, fordi man ikke kan orientere sig i den. 

Salmeark er kun oplagt at bruge, hvis de demensramte kan læse, og man ønsker at synge udvalgte vers. Ved udarbejdelse af salmeark er fordelen, at man kan trykke med stor skrift, og at deltagerne slipper for at skulle slå op i salmebogen. Ulemperne ved salmearket er, at det ikke på samme måde som salmebogen er en stimulans: det vækker ikke umiddelbar genkendelse, og de demensramte ved ikke, hvad de skal stille op med det.

Det er oplagt at appellere til det, som de demensramte må formodes at kunne udenad. Hvis man ikke gør brug af hverken salmebog eller salmeark, har det den fordel, at deltagerne kan koncentrere sig fuldt ud om salmesangen. Som regel synges første vers af salmerne, da det huskes tydeligst, hvorefter det gentages et antal gange. Her er det vigtigt at tro på gentagelsens værdi. For at stimulere deltagernes hukommelse kan man eventuelt læse verset op, før salmen synges. Ved at salmerne synges udenad, bidrager man til kontaktdannelsen deltagerne imellem, da man undgår at skulle håndtere en fysisk bog. I udgangspunktet synges salmerne uden akkompagnement, da det fremhæver sangens melodiske enkelhed. Det kan imidlertid skabe variation at ledsage sangen på orgel eller klaver, ligesom akkompagnementet kan befordre, at alle synger i en fælles rytme.

Nogle musikalske overvejelser man bør gøre sig i forbindelse med salmesang:

• Tempoet må ikke være for hurtigt
• Tonearten må ikke være for høj
• Man bør skabe variation i forhold til tempo, toneart og taktart (musikalske kontraster) mellem gudstjenestens forskellige salmer

Gudstjenestens tre-fire salmer kan vælges ud fra følgende overvejelser:

Første salme kan være en lovsangssalme, en (kirke)årstidssalme eller en morgensalme. Opmærksomhed på det fællesskabsetablerende fx ved at blive 'sunget sammen'. Se beskrivelse af og film om brug af 'dansesnor'. 

Anden og tredje salme kan være en (kirke)årstidssalme eller en salme, der lægger sig op ad gudstjenestens tema

Sidste salme
Man kan vælge at lade den afsluttende salme være den samme fra gang til gang – for eksempel DDS 784 "Altid frejdig når du går" – da de fleste deltagere vil kunne denne salme udenad i sin helhed. Samtidig med at salmen synges, holder alle deltagere hinanden i hænderne, mens de vugger frem og tilbage. Moderne forskning peger på, at når man holder hinanden i hænderne, udløses ’kærlighedshormonet’ oxytocin. Som alternativ kan "Gå da frit enhver til sit" (DDS 752 v. 4) på samme måde.

Man kan vælge at ledsage og understøtte den første salmes fællesskabsetablerende funktion i gudstjenesten – nemlig at deltagerne ’synges sammen’ – ved at ledsage salmen med et tov (en 'dansesnor') som bevæges i salmens puls. 

Afholderen lægger dansesnoren i hænderne på hver deltager, således at alle holder i tovet med begge hænder med håndryggene opad. Mens salmeverset synges, bevæger alle hænderne og dermed tovet i den puls og retning, som afholderen tydeligt viser. Synkroniseringen af deltagernes bevægelser gør, at der opstår et musikalsk fællesskab. Når en salme suppleres af bevægelse, påvirkes graden af vågenhed, ligesom det bevirker en høj grad af fysisk og psykisk velvære.

Bemærk, at alle cookies på hjemmesiden skal accepteres for at få adgang til at se videoen, der er publiceret på YouTube.

Af sognepræst Anne Bundgaard Hansen, Aalborg Stift, organist og korleder Christine Toft Kristensen, Ribe Stift og sognepræst Lene Kjær Andersen, Fyens Stift.