Musikkens rolle i gudstjenesten

Det bør tilstræbes, at gudstjenesten har samme forløb fra gang til gang med en fast rammesætning og et let varieret indhold, da genkendelige og genkommende elementer kan være med til at styrke den faste struktur, som er så afgørende for demensramte.

Forud for gudstjenesten, mens deltagerne finder deres pladser, kan man vælge at spille musik, som antyder gudstjenestens tema. Man kan vælge at improvisere over en kendt salme, der passer til dagens tema, og alternativt spille små klassiske klaver- eller orgelstykker. 

Når alle deltagere er på plads, byder præsten velkommen, og gudstjenesten kan begynde. 

Musikken kan imidlertid også virke forstyrrende på demensramte, da de samtidig skal forholde sig til et nyt (kirke)rum og nye mennesker. Man er derfor nødt til at være fleksibel, eftersom det vigtigste er at skabe en tryg og genkendelig atmosfære, før gudstjenesten begynder.

Bedeslagene kan spilles på ét af følgende klanginstrumenter: 

• Triangel - let at spille på
• Klokkespil - bedeslaget spilles på klokkespillets dybeste tone
• Fingerbækkener/cymbler - klinger længe, dog kan den høje tone være generende for mennesker med høreapparat
• Stor klangskål - har en dyb og behagelig lyd, især for mennesker med hørenedsættelse
• Skibsklokke - minder mest om kirkeklokkens lyd)
• Klangstav - klinger længe, men den høje tone kan være generende for mennesker med høreapparat

Som præludium kan man spille enten én af gudstjenestens salmer (eller improvisere over den), en orgelkoral over en af de salmer, der skal synges eller et stykke repertoiremusik, der knytter sig til gudstjenestens tema. Deltagerne lytter til præludiet uden stimuli, fordi det her er musikken, der er i forgrunden og på den måde kalder på deltagernes fulde opmærksomhed.

Man kan gøre sig flere overvejelser i forbindelse med musikken og repertoiret. Skal musikken være genkendelig eller ej? Skal det være komponeret eller improviseret musik? Skal det være en bearbejdelse af en kendt melodi? Hvis en kendt sang eller salme spilles i sin enkleste form, vil nogle sikkert begynde at nynne eller synge med. Det kan være positivt i forhold til genkendelighed og fælles opmærksomhed. Hvis man spiller eller improviserer et præludium over første salme, vil det hjælpe deltagerne med at ’hente den frem’ fra hukommelsen, så de måske bedre kan synge eller nynne med på salmen efterfølgende. 

Deltagerne lytter til postludiet, som vælges ud fra ovenstående overvejelser. Under postludiet kan man vælge at lade deltagerne blæse sæbebobler eventuelt med hjælp fra plejepersonalet og de frivillige

Nådeshilsenen kan erstattes af eller suppleres med en personlig hilsen, hvor man foran hver deltager synger vedkommendes navn to gange på en nedadgående lille terts, akkompagneret af en ren kvint på klokkespillet, efterfulgt af et vers - fx "Ingen er så tryg i fare" eller "Morgen er nær". For at inkludere alle i gudstjenestefællesskabet er det vigtigt at synge foran samtlige deltagere, både de demensramte, pårørende, personale og frivillige.

Organist og korleder Christine Toft Kristensen synger den personlige hilsen/ navnesangen med brug af xylofon

Bemærk, at alle cookies på hjemmesiden skal accepteres for at få adgang til at se videoen, der er publiceret på YouTube.

Af sognepræst Anne Bundgaard Hansen, Aalborg Stift, organist og korleder Christine Toft Kristensen, Ribe Stift og sognepræst Lene Kjær Andersen, Fyens Stift.