Fortsæt til hovedindholdet
Nyheder
Nyheder

Liturgisk Forum ansætter kirkemusiker i projektmedarbejderstilling

Martin Lysholm Hornstrup er pr. 1. oktober ansat som projektmedarbejder i Liturgisk Forum. Dermed er første ansættelse på plads for det nyetablerede Liturgisk Forum

Foto af: Rasmus Wang Kaa

Pr. 1. oktober starter Martin Lysholm Hornstrup i en nyoprettet stilling som projektmedarbejder i Liturgisk Forum.

Martin Lysholm Hornstrup kommer fra en stilling som organist i Gellerup Kirke, hvor han har været ansat siden 2007. Han er uddannet fra Det Jyske Musikkonservatorium (kirkemusikalsk kandidateksamen 2008 og solistklasse 2011) og har gennem årene været engageret i bl.a. Syng Nyt og Forum for Børnesalmer, ”De dødes dag” i Aarhus, ligesom han har skrevet en række artikler om salmer, fællessang og bidraget til konfirmandmateriale.

Martin Hornstrup får kontor i FUV, Aarhus, men vil få en del rejseaktivitet rundt i landet i forbindelse med arbejdet for Liturgisk Forum.

Formålet med etableringen af Liturgisk Forum er at styrke gudstjenestelivet bredt i folkekirken. Liturgisk Forum er forankret i et samarbejde mellem Folkekirkens Uddannelses- og Videnscenter og de tre kirkemusikskoler og finansieret via en 6-årig bevilling fra Fællesfonden. Med ansættelsen af en kirkemusiker i en af stillingerne ligger det fast, at en anden stilling i Liturgisk Forum skal besættes af en teolog. Denne stilling vil blive opslået snarest.