Flere folkekirkelige vielser og fortsat stærk forankring i samfundet – Årets kirkestatistik er landet
Årets kirkestatistik er nu offentliggjort og viser en udvikling, der på mange områder følger de kendte tendenser. Samtidig viser årets udgave af spørgeskemaundersøgelsen Folket og folkekirken 2025, at folkekirken fortsat spiller en væsentlig rolle i befolkningens liv, selvom medlemstallet oplever en svag tilbagegang.

Et forventet fald i medlemsprocenten
Medlemsprocenten i folkekirken er fortsat faldende og lå pr. 1. januar 2025 på 70,7 %. Det er et fald på ca. 0,7 procentpoint fra 2024, hvor medlemsprocenten var 71,4 %. Faldet er i tråd med den udvikling, vi har set de seneste år, og skyldes blandt andet udviklingen i befolkningssammensætningen og det traditionsbrud, der langsomt er sat ind blandt dele af folkekirkemedlemmerne de sidste årtier.
Medlemstallet er nu 4.234.315 personer, hvilket er et fald på 19.260 sammenlignet med året før. Udmeldelsestallet for hele 2024 ligger på 12.704 udmeldte, og det er helt gennemsnitligt i forhold til perioden 2007-2024. Samtidig ser vi et stigende antal indmeldelser af personer over 1 år, som for 2024 ligger på 12.136.
Folkekirken er vigtig for samfundet
Selvom medlemsprocenten er let faldende, viser spørgeskemaundersøgelsen, at folkekirken stadig har en stærk forankring i samfundet. Hele 64 procent af befolkningen vurderer, at folkekirken er vigtig eller meget vigtig for samfundet. Det er en stabil udvikling fra 61 procent året forinden.
Undersøgelsen viser samtidig, at kontakten med folkekirken har været stabil de seneste år. I 2024 havde 71 procent af danskerne en eller anden form for kontakt med kirken, enten gennem gudstjenester, dåb, konfirmationer, vielser, begravelser eller kulturelle arrangementer.
Begravelsestal viser et svagt fald
I 2024 blev der afholdt 45.301 folkekirkelige begravelser og bisættelser. Det er et fald på 1.278 i forhold til 2023. Den folkekirkelige begravelsesprocent – altså andelen af alle begravelser og bisættelser, der foregår med medvirken af en folkekirkepræst – er på 80,0 % i 2024. Det svarer til et fald på ca. 0,4 procentpoint fra året før, hvilket er i overensstemmelse med den langsigtede tendens. Som en nyhed bringer vi i år et nyt kort over begravelsesprocenten i folkekirkens provstier, som giver overblik over den lokale udvikling. Kirkelige begravelser | FUV
Dåbstallet falder, mens konfirmationstallet er stabilt
I 2024 blev der samlet set foretaget 37.694 dåb i folkekirken, herunder barnedåb, dåb før konfirmation og voksendåb. Dåbstallet har været faldende over en længere årrække, og udviklingen ser ud til at fortsætte.
Barnedåbsprocenten, der angiver andelen af en fødselsårgang, der bliver døbt, var for 2023- årgangen på 55,6 %. Det svarer til et fald på ca. 0,6 procentpoint i forhold til 2022-årgangen.
Konfirmationstallet ligger mere stabilt end dåbstallet. I 2024 blev 43.997 unge konfirmeret, svarende til en konfirmationsprocent på 64,2 %. Dette er et marginalt fald på ca. 0,1 procentpoint
fra 2023, hvor konfirmationsprocenten var 64,3 %. Blandt de unge, der allerede var medlemmer af folkekirken, blev 88,5 % konfirmeret.
Flere folkekirkelige vielser
En af de områder, hvor vi ser en mindre stigning, er i antallet af folkekirkelige vielser. I 2024 blev der afholdt 9.639 vielser i folkekirken, hvilket er 438 flere end året før. Antallet af vielser ligger dermed nu på samme niveau som for ti år siden. I 2024 var den kirkelige vielsesprocent dermed på 29,3 %. Den ligger stabilt i forhold til 2023, hvor den lå på 29,1 %. De fleste år falder vielsesprocenten lidt, men udviklingen fra 2023 til 2024 skiller sig ud i forhold til den overordnede tendens.
Derudover blev der foretaget 1.601 folkekirkelige velsignelser i 2024, hvilket er en let stigning sammenlignet med 2023.
Trods de generelle fald i medlemstal og kirkelige handlinger vælger en stor del af befolkningen fortsat folkekirken ved livets store overgange.