Hvem vil du gerne sidde på bænk med?
Har bænke og kristendomsundervisning overhovedet noget med hinanden at gøre? Dette spørgsmål blev testet i Folkekirkens Skoletjenestes projekt "At sidde på bænk med".
Tekst: Preben Medom Hansen, konsulent i Folkekirkens Skoletjeneste i Silkeborg. Fotos: Folkekirkens Skoletjeneste
Bænken – et socialt møbel
Temaet for bænkeforløbet er "fællesskab". Og eleverne blev indledningsvis mødt med spørgsmålene
- Hvem vil vi gerne sidde på bænk med?
- Hvem er det, som tit ender med at sidde alene?
Børnene var helt med på, at bagsiden af fællesskab er udstødelse. Og at begge dele findes både i skolegårdens miniunivers og ude i det store samfund.
Men "fællesskab" og "udstødelse" er abstrakte begreber, der ikke nødvendigvis giver et godt afsæt for samtaler og refleksioner for elever i 3., 4. og 5. klasse. I stedet blev bænken valgt som det konkrete og fysiske symbol for tematikken.
Bænken er et socialt møbel i modsætning til stolen. På bænken sidder du sammen med andre, hvad enten det er på bænken i parken, på torvet, i kirken, i haven eller måske på udskiftningsbænken til fodboldkampen. Og alle børn ved, hvilken bænk den lokale spritter holder til på.
Kirkebænken og historien
Eleverne besøgte den lokale kirke, hvor kirkebænkenes funktion og historie var i fokus. I gamle dage sad de rigeste og fineste forrest på stole, mens bønder og fattigfolk måtte stå op bagerst i kirken. Og der er flere dramatiske eksempler på konflikter og ligefrem korporlige slagsmål om retten til de fine pladser.
Besøget blev krydret med forskellige øvelser, hvor eleverne flere gange byttede plads og eksperimenterede med, hvor meget det betyder, hvordan – og med hvem - man sidder. Præsten fortalte desuden om kristendommens fællesskabssyn, hvor der ingen udstødelse er. Symbolsk tydeliggjort i nadverritualet, hvor den hjemløse og direktøren knæler side om side.
Præsten i Balle Kirke havde endda en historie om dengang, selveste dronningen gik til alters sammen med en hjemløs.
Byg en bænk
Som afslutning på forløbet skulle hver elev designe og bygge sin egen model-kunstbænk. Dette foregik på en to-dages workshop under ledelse af en billedkunstner. I Silkeborg var det Lars Ringgård, der stod for de 15 workshops. Inden børnene gik i gang med at bygge, skulle de overveje en række spørgsmål:
- Hvem skal bænken tiltrække?
- Hvordan skal bænken se ud, for at mennesker får lyst til at sidde på den?
- Kan en bænk skabe god stemning?
- Hvordan laver jeg en bænk, der får folk til at snakke sammen?
- Kan en bænk være sjov og behagelig på samme tid?
- Kan en bænk fortælle en historie eller stille et spørgsmål?
Herefter gik byggeriet i gang. Byggematerialerne var lister, træstumper, ståltråd, hønsenet, pap, gipsgaze m.m. Modellerne blev malet med akrylfarver, og de hurtige elever kunne endda nå at bygge et par modelmennesker til at sidde på bænkene. Bænkene blev udstillet rundt på skolerne.
Som en ekstra dimension i projektet blev nogle af de bedste bænke bygget i fuld størrelse og opsat i det offentlige rum. Eleverne blev inviteret med til indvielsen. Og for de få heldige der fik deres lille model udvalgt, var det en kæmpe oplevelse at se modellen virkeliggjort.
Se nogle af børnenes værker herunder.
Læs mere
Tredje nummer af 'Kirken Underviser': Skoletjenesten - best of
'Kirken Underviser', hvor artiklen herover stammer fra, er et tidsskrift til inspiration for alle i kirkens forskellige former for undervisning. Det udgives af Folkekirkens Uddannelses- og Videnscenter.