Hasse Neldeberg Jørgensen er ansat som projektleder for Kirken på landet
I et stærkt felt af ansøgere til stillingen som projektleder af Kirken på landet har FUV netop valgt provst Hasse Neldeberg Jørgensen til at stå i spidsen for projektet.
Tekst: Christian Riis Kistrup. Foto: Bococo/privatfoto
'Kirken på landet' skal i de kommende fire år ledes af en sognepræst og provst, der har et stort kendskab til de udfordringer og muligheder, landsognene står overfor.
Landsbypræst med udsyn
Hasse Neldeberg Jørgensen (født 1956) er sognepræst i Askov Sogn og har 12 års erfaring som provst i Malt Provsti i Ribe Stift, et område, der er præget af få stationsbyer og mange landsogne. Han har beskæftiget sig med problematikker omkring kirken på landet siden 2011 og er derfor godt inde i det stofområde, han skal fokusere på de næste fire år.
Hasse Neldeberg Jørgensen, der er cand.mag. i historie og middelalderarkæologi, har desuden været ansat som blandt andet museumsinspektør og valgmenighedspræst.
Han har arbejdet med at skabe sammenhæng og gode forhold for sognene i provstiet i forlængelse af kommunalreformen i 2011, og han er formand for det udvalg for 'Kirker på landet', som Ribe stiftsråd nedsatte i begyndelsen af 2015.
Hasse Neldeberg Jørgensen er desuden initiativtager til flere møder mellem kirken og civilsamfundet i Vejen Kommune og Malt Provsti.
Netværk og erfaring fra ind- og udland
Hasse Neldeberg Jørgensen har et udstrakt netværk til folk, der beskæftiger sig med såkaldt udkantsproblematik i Danmark og udlandet, blandt andet Salisbury stift i England og Schleswig provsti.
I England har Hasse Neldeberg Jørgensen samlet viden og inspiration på feltet, da han i 2013 havde studieorlov. Her beskæftigede han sig med Church of Englands politik omkring landsognenes fremtid, "Rural Ministry Policy".
Hasse Neldeberg Jørgensen har orlov fra provsteembedet i de fire år, ansættelsen gælder og er sideløbende præst i Askov 10% af tiden.

Hasse Neldeberg Jørgensen. Privatfoto.