Fortsæt til hovedindholdet
Pårørendegrupper
Opstart og metode

Opstart og metode

Der er mange måder at arbejde med pårørendegrupper på - ligesom der er mange veje til en god sjælesorgssamtale. 

Foto: Sille Arendt

Den metode, der beskrives her, ligner den, der kendes fra supervision. 

Udgangspunktet er en samtale mellem en pårørende og gruppelederen med efterfølgende mulighed for, at gruppen reflekterer over det, den pårørende har haft på hjerte i samtalen.

  • Stil en stol hver deltager i en rundkreds, evt. med et lys i midten, som kan være godt at se på, mens andre taler.
     
  • Velkomst og rammesætning/opridning af 'reglerne' 
     
  • Første gang præsenterer deltagerne sig selv og fortæller, hvem der er syg og hvilken form for demens, det drejer sig om. Hver gang der kommer en ny ind i gruppen, laves en kort præsentationsrunde.
     
  • Til hvert møde: Lederen spørger, hvordan det er gået siden sidst, og om der er noget, der fylder meget lige nu (runde). Ud fra de svar, der kommer, spørger lederen én i gruppen, om de skal tale sammen.
     
  • Lederen bytter stol med den pågældende deltagers sidemand, og de stiller stolene overfor hinanden i rundkredsen, og indleder en samtale om det, den pårørende har lyst til at tale om i dag. Der stilles kun uddybende spørgsmål til den pårørende, og der gives ikke råd. Alle lytter uden kommentarer. Når samtalen naturligt slutter (max 20 min.) vender den pårørende sin stol således, at hun sidder med ryggen til de andre og kan lytte, men ikke har øjenkontakt. Det giver mulighed for at slappe lidt af, og det er lettere at lytte.
     
  • Lederen spørger nu gruppen: “Hvad har I hørt, atder er blevet sagt?”, og deltagerne får på den måde mulighed for at genfortælle noget, som den pårørende måske ikke selv har lagt mærke til. Det kan være, at de andre har noteret det store arbejde, hun gør, eller at hun er udmattet. 
     
  • Bagefter spørger lederen, om der er situationer, som de genkender fra deres eget liv som pårørende.
     
  • Når de andre deltagere er færdige, kan den pårørende, der indledte, vende sin stol om og fortælle, om der er noget, hun kan bruge eller har lagt særligt mærke til. 
     
  • Lederen slutter af med at takke den pårørende for at ville dele sin fortælling

Forberedelse

Husk at have papirlommetørklæder parat og lav evt. en bakke med vand/the/kaffe så der er noget at drikke, når deltagerne kommer.

Send en sms inden mødet, da mange er så pressede i deres hverdag, at de kan glemme det, selvom de ser frem til at mødes.

Hvis I annoncerer med en pårørendegruppe, er det en god ide at opfordre nye deltagere til at ringe til lederen, der kan fortælle, hvordan det foregår/ ridse 'reglerne' op og informere om, at der kommer en ny deltager. 
Det er trygt og godt for alle.


Af Lillian Jordan Nielsen, sognepræst og gerontopædagogisk konsulent, Roskilde Stift.


Tre forslag til arbejde med pårørendegrupper

Der er mange måder at arbejde med pårørendegrupper på. 

Tre præster har udviklet former, der har vist sig at fungere godt i praksis. Hent forslagene her i pdf:

Pårørendegruppe 1. Lillian Jordan Nielsen 

Pårørendegruppe 2. Louise Dixen Østergård

Pårørendegruppe 3. Anne Bundgaard Hansen