Gudstjenester på plejehjemmet

Planlægning og gennemførelse af en gudstjeneste for og med demensramte indebærer mange af de samme generelle overvejelser, hvad enten gudstjenesten foregår i kirken eller på plejehjemmet. 

Overvejelser over mødet med menigheden, ankomsten til gudstjenesten; opmærksomhed på gentagelser, som fx præludium over en af dages salmer; et eller få salmevers, så salmebøger og sangblade altid eller nogle gange kan undværes; samarbejdet med andre under gudstjenesten og inddragelse af genstande, der visuelt eller taktilt understøtter gudstjenestens tema.

Hvis gudstjenester for og med demensramte ikke kan foregå i kirken, opstår der overvejelser, som er anderledes end for gudstjenesten i kirken. 

På plejehjemmet må der skabes et gudstjenesterum på andre fysiske vilkår, en ramme, så de i lighed med gudstjenesterne i kirkerummet kan skabe mulighed for et potentielt gudsmøde – også for det menneske der i tiltagende grad bevæges 'væk fra sindet' (dementia, latin: en væren ude af sindet). 

Gudstjenesten fremstår således som en fysisk-liturgisk ramme, der understreger, at enhver, selv på trods af en demenssygdom, også er et frit, ubegrænset, åndeligt menneske.

En gudstjeneste på plejehjemmet for og med demensramte, pårørende og personalet kan blive ‘kirkegang’, når præsten kirkemusikeren og personalet arbejder tæt sammen

Det er umagen værd at inddrage ledelse og personale i valget af gudstjenestelokation. En spisestue med åbning ud til køkkenet, med syns-, lyd- og duftindtryk, vil være ulig sværere at skabe kirkerum i end en aflukket/afskærmet dagligstue. Flytbare skærme kan evt. løse nogle af udfordringerne.

For at skabe en stemning af fællesskab og vendthed mod Guds rige midt iblandt os, placeres stole og kørestole i en kreds. Den typologiske klarhed fra kirkerummet bæres i denne gudstjeneste dels af ornatet, dels af bordet, dækket som et alter. 

Den følelsesmæssige tilstand et kirkerum kan sætte en i, vil oftest opleves som stemning eller fornemmelse og vil sandsynligvis tiltale den demensramtes sensitive modtagelighed og motivere til deltagelse.

Kredsen udvides i takt med menighedens størrelse, for det er en pointe, at ingen er tilskuere uden for cirklen; alle i rummet er deltagere.

Det er alment anerkendt at ’musicering’ dvs. musikalsk samhandling fuldt ud er mulig med selv svært demensramte og afføder umiddelbar og synlig deltagelse og glæde. Mennesker – med og uden demens – der synger sammen, gestalter i fællesskab den evangeliske pointe, at ethvert menneske ikke er defineret ved egne evner, men ved Guds ånd, og at alle ligeværdigt indgår i Guds trinitariske bevægelse med verden. Selv med en kraftig kognitiv regression, kan vi indgå som ’dialogpartnere’ i den liturgiske samtale, som salmer også er, mellem mennesker og mellem mennesker og Gud.

På plejehjemmet er der ikke et orgel, men ofte et klaver. Dertil kommer stemmen som det fineste instrument og desuden mange andre muligheder for musik i plejehjemsgudstjenesten. 

Instrumenter kan fx vælges ud fra gudstjenestens tema; en “rainstick” kan bruges som akkompagnement til salmen 'Alle mine kilder' i temagudstjenesten om dåb eller som understregning af en salmes karakter; en håndtromme, der slås rytmisk an til salmen 'Guds menighed syng for vore skaber i løn' i gudstjenesten til helligtrekonger bidrager til salmens dansante karakter. Og endelig kan genstande også fungere som instrumenter, som når en ærtepose ‘klappes’ fra hånd til hånd.

Der er forskellige løsninger på og holdninger til salmetekst-udfordringen afhængigt af menighedens sammensætning, afholderens præference og praktiske muligheder. Brug af salmebøger kan såvel taktilt som visuelt skabe værdifuld reminiscens. Sangark muliggør versudsnit og kan forsynes med billeder, der understøtter tema og tekst. At synge eller nynne og tralle, måske bare lytte til ét vers gentagne gange helt uden bøger og papir øger øjenkontakten, nærværet, og gør det muligt, at hele menigheden ledsager sangen med andre sansestimuli som klap, tramp, håndtering af en genstand og lignende.  

Dåb og nadver er de klareste eksempler på såkaldt virkningsfulde led i liturgien, hvor deltagerne i ritualet forandres i kraft af ord og tegnhandling. Nadveren kan således være en virkningsfuld, forandrende begivenhed for den enkelte, i kraft af dens tydning som syndstilgivende og dens iboende forbindelse til og genoprettelse af dåbspagten.

Her skal ikke plæderes for et for eller imod nadver i gudstjenester for demensramte, blot peges på forskellige perspektiver. Afhængig af menighedens sammensætning kan håndtering af brød og vin være et betydeligt uroskabende og frustrationsprovokerende element. 
Hvis det alene handler om manglen på genkendelse af elementerne, især oblaten, kan der evt. anvendes rigtigt brød.

Der er gjort mange gode alternative tiltag for, på trods af manglen på nadver, alligevel at skabe en potentielt virkningsfuld sakramental ramme for deltagerne fx konfirmationsvelsignelsen på nadverens plads eller tænding af personligt lys foran hver deltager eller håndspålæggelse, evt. med inspiration fra absolutionsritualet. Ord- og tegnhandlingens sakramentale karakter i nadveren kan fremhæves ved en korstegnelse med salve på hver enkel deltagers hånd, ledsaget af Jesus’ ord ved dåben og fredsønsket fra nadverens bortsendelsesord: ”NN, Jesus siger: Se, jeg er med dig alle dage indtil verdens ende. Fred være med dig”. Hvis salven blandes med æterisk olie fra fx lavendel, vil duften kunne skabe yderlig sansemæssig sammenhæng med handlingen, måske også dagen efter.

I den danske gudstjenestetradition ligger der stor vægt på det talte ord og på at lytte og forstå. Det kan være en udfordring for alle i menigheden, men er selvsagt en uoverstigelig hindring for svært demensramte, som netop mister de kognitive processer, ordforståelse kræver. 

Når der derfor skal vælges bibeltekster til disse gudstjenester, kan et kriterium oplagt være tekstens narrative kvalitet og perikopens sprogligt-ikoniske kraft. Det er med til at understøtte demensramtes hukommelse og genkendelse bedst muligt. Perceptionen kan endvidere understøttes visuelt af en bibel, der tydeligt signalerer ‘Bibel’, med sin størrelse, guldsnit og kors.

Udover at ledsage bibellæsningen af noget sanseligt – noget med smag eller duft, noget der kan ses eller røres ved – er det en overvejelse værd, hvordan teksten i sig selv lyder. Oplæseren kan have gavn af og finde inspiration i at vælge mellem forskellige bibeloversættelser og genfortællinger. Selv når indholdsforståelsen i ordene svigter et menneske, kan det ‘at bede’ fadervor, ‘at høre’ teksten læst op – og ‘at gøre’ det sammen, bevirke bevægelse og skabe medinddragelse blandt gudstjenestedeltagerne. En tekst der kan noget, lyder af noget. samstemmer os, der lytter, ligesom musik, der kan sige os noget uden ord.

Det er efterhånden også kendt, at flere sanser end blot hørelsen aktiveres ved at supplere det talte eller sungne ord med tegn – og jo flere sanser vi bruger, jo flere perceptionskanaler kan hjernen benytte sig af i betydningsafkodning.

Nogle af liturgierne her på siden foreslår, at præsten supplerer med tegn til bl.a. trosbekendelsen. 

Mette Christoffersen Gautier viser tegnene til trosbekendelsen, der kan bruges i mange sammenhænge - også i undervisning. 

Bemærk, at alle cookies på hjemmesiden skal accepteres for at få adgang til at se videoen, der er publiceret på YouTube.

Lars Nymark Heilesen (red.): Kirken og mennesker med særlige behov – menneskesyn og teologi. Eksistensen 2018 

Kirstine Helboe Johansen og Jette Bendixen Rønkilde (red.): En gudstjeneste – mange perspektiver. Anis 2013 

Christine Toft Kristensen og Mette Christoffersen Gautier: Kirke med demensramte. Eksistensen 2020

Jette Bendixen Rønkilde ”En gudstjeneste er et erfaringsrum”, Dansk Kirketidende 2015, s. 22-25.

Af Mette Christoffersen Gautier, sognepræst og demenspræst, Viborg Stift