Demensgudstjenester i kirkerummet

Kirkerummet åbner for nærvær og genkendelse, så når demensgudstjenesten holdes i et kirkerum, er der en hel del, der kommer af sig selv. Meget er givet med rummet, der er bygget og indrettet, så deltagerne genkender det og straks både ser og mærker, at de er i kirke. Her er højt til loftet i mere end én forstand. Her oplever deltagerne, at de kan være trygge, fordi de genkender rummet som kirkerum. 

Lagret viden som salmevers, trosbekendelsen, fadervor og velsignelsen får sin særlige betydning i kirkerummet og skaber reminiscens. Man vil også kunne iagttage, at ophold og aktiviteter i kirkerummet vækker glæde og stimulerer erindring og sprog hos demensramte. 

Hvis rummet har løse bænke, eller der bare er god plads foran knæfaldet, kan deltagerne placeres i halvcirkel vendt mod alteret. Dermed er fokus givet. Der kan arrangeres et mindre 'alterbord' tæt  på deltagerne i form af et lille bord med en fin dug med lys og bibel. 

Præsten kan pege på og inddrage den kirkekunst, som findes: altertavle og krucifiks, samt lys, blomster, dåbsfad, knæfald, prædikestol og orgel. Men arkitekturen i sig selv har også betydning: det store rum med de hvide vægge, den anderledes akustik og menighedens placering vendt mod alteret har betydning for oplevelsen af at være til gudstjeneste. 

Det er vigtigt at præsten, iført præstekjole, tager sig god tid til at hilse på hver enkelt deltager, når de er ankommet og har fået deres plads i kredsen. 
Der skal være ro, smil, øjenkontakt og venlig berøring (præsten giver hånd eller lægger sin hånd oven på den andens) i mødet med den enkelte. 
De frivillige hjælpere og ansatte sidder med i kredsen mellem deltagerne med demenssygdom. 

Præsten byder kort velkommen til deltagerne, tænder lysene på alteret og slår ni bedeslag på fx triangel, syngeskål eller cymbler. De små ritualer skaber koncentration og nærvær. 

Man kan med fordel vælge at lade præludiet være formet over en af de sange, som bruges ved gudstjenesten, spillet på klaver eller orgel. 

Mange vælger at nøjes med udvalgte salmevers. Man kan evt. kopiere sangark til gudstjenesten med versene, så det er nemmere for deltagerne at følge med. Men det kan også have betydning at bruge salmebogen, som i sig selv kan skabe reminiscens og vække minder. Her er det rart at have frivillige, som vil hjælpe deltagerne med at slå op. Det er også en mulighed, at man vælger kun at synge et enkelt meget kendt vers, så mange vil kunne synge 'udenad'. 

Prædikenen skal være meget kort – bare et minut eller to – gerne med inddragelse af en konkret genstand, som man kan vise frem.

Trosbekendelsen, gerne ledsaget af nogle enkle håndtegn, er med til at skabe genkendelse. Fadervor og velsignelsen hører naturligvis altid med, fordi der også her er mulighed for reminiscens, som fører helt tilbage til barndommens tryghed ved at turde stole på, at Gud er med. 

Præsten kan undervejs i gudstjenesten give hver enkelt deltager en ting i hånden, der passer ind i sammenhængen, og som kan være med til at understrege tema og budskab i denne gudstjeneste. 

Et stykke musik fremført på klaver eller orgel, hvor der fx blæses sæbebobler som et led i gudstjenesten, er med til at gøre rummet magisk og skaber en impulsiv glæde ved at gøre noget, der aktiverer krop og sanser. 

Selv om kirkerummet indbyder til, at man holder nadver, bør det overvejes, om den bør undlades – dels for ikke at overskride et demensramt menneskes grænser, dels for ikke at risikere, at mennesker med synkebesvær ikke kan deltage. 

Postludiet kan være en kendt sang fra den danske sangskat, som passer ind i temaet. Her skal man tænke kreativt og sørge for, at det er noget, som skaber god stemning og smil. 

Afskeden er også vigtig. Derfor bør præsten bruge god tid på at få sagt farvel til deltagerne, inden de frivillige og ansatte fra plejehjemmet hjælper deltagerne tilbage til deres boliger. 

Lars Nymark Heilesen (red.): Kirken og mennesker med særlige behov – menneskesyn og teologi. Eksistensen 2018 

Kirstine Helboe Johansen og Jette Bendixen Rønkilde (red.): En gudstjeneste – mange perspektiver. Anis 2013 

Christine Toft Kristensen og Mette Christoffersen Gautier: Kirke med demensramte. Eksistensen 2020

Jette Bendixen Rønkilde ”En gudstjeneste er et erfaringsrum”, Dansk Kirketidende 2015, s. 22-25.

Rose Marie Tillisch og Line Skovgaard Pedersen (red.): Nærvær og tid,
Folkekirkens Uddannelses- og Videnscenter, København 2022 

Af sognepræst Hans Boas, Aarhus Stift