Sorggruppearbejdet i folkekirken er styrket markant
Rapport dokumenterer betydningen af sorgpraksis i kirkeligt regi. Målet er, at endnu flere kirker begynder at tilbyde sorggruppeforløb til efterladte.
Sorggruppearbejdet i folkekirken er styrket markant. Det viser et projekt, som har kortlagt og dokumenteret betydningen af sorgpraksis i kirkeligt regi. Resultaterne er fremlagt i rapporten 'Når sorgen bæres sammen. Resultater, anbefalinger og perspektiver - en undersøgelse af folkekirkens sorggruppepraksis (2014)'.
Hent resume af rapporten her: 'Resume. Når sorgen bæres sammen'.
Tidlig kontakt til pårørende giver folkekirken særligt ansvar
Det giver god mening, at folkekirken tilbyder sorggruppeforløb, da folkekirken står for langt den største del af bisættelser og begravelser i Danmark. Præsterne har i den forbindelse kontakt med de nærmeste pårørende, og sådan en tidlig og ofte nær kontakt giver folkekirken et særligt ansvar for at være opmærksom på de efterladtes behov for støtte.
God mulighed for at følge op på sjælesorg
For præsterne er sorggrupper en god mulighed for at følge op på sjælesorg, og grupperne er samtidig tidsmæssigt overkommelige. De efterladte kan få støtte i sorggrupperne samtidig med, at grupperne kan være med til at skabe et netværk i den efterladtes lokalmiljø.
Efterladte kan møde andre i samme situation
En sorggruppe i folkekirken er et gratis tilbud til mennesker, der har mistet en nærtstående. Her kan man som efterladt møde andre i samme situation og dele de oplevelser, der måske kan være svære at dele med de nærmeste. Det kan være en stor støtte at høre andre fortælle, hvordan de har håndteret sorgen og livets nye udfordringer.
Folkekirkens hjemmeside om sorggrupper
Projektet blev gjort muligt af en donation fra Trygfonden. Projektbevillingen er udløbet, men indsatsen med sorggrupper er fortsat i de mange sogne, der allerede tilbyder sorggrupper og i de sogne, hvor der løbende opstår tilbud.
Få mere at vide om sorggrupper i folkekirken, og hvad en sorggruppe i kirken kan tilbyde på: www.folkekirken.dk/folkekirken-arbejder/sorggrupper
Om udgivelsen
'Når sorgen bæres sammen. Resultater, anbefalinger og perspektiver - en undersøgelse af folkekirkens sorggruppepraksis' er udarbejdet af Line Bjørn Hansen, Christian Juul Busch og Marie Hedegaard Thomsen for Folkekirkens Uddannelses- og Videnscenter. Rapporten er udkommet juni 2014.
Rapporten kan lånes på Folkekirkens Uddannelses- og Videnscenters bibliotek.
Rapportens resultater formidles også i bogudgivelsen 'Sorggrupper i kirken', der er udkommet i 2014 på Eksistensens forlag.