Fortsæt til hovedindholdet
Vidensbank
Nyheder

Præster i folkekirken

Folkekirkens Uddannelses- og Videnscenter følger udviklingen i præstestanden og har på denne side samlet de udgivelser, der giver indblik i situationen med præster i folkekirken.

’Præstemangel – Analyse af udfordringer og muligheder’

Præstemangel – Analyse af udfordringer og muligheder belyser nogle af de forhold, der knytter sig til rekruttering og fastholdelse af præster i folkekirken. Det er en kvalitativ undersøgelse bestående af tre delprojekter, som tilsammen skal bidrage til at afdække og analysere problemstillinger i forbindelse med rekruttering og fastholdelse af præster, set fra såvel den ansættendes som den ansattes perspektiv.

Undersøgelsen viser nogle forskellige forhold, der kan tages fat på med hensyn til rekrutterings- og fastholdelsesproblematikken. Nogle af de områder, der har betydning for de forskellige aktører, er inden for samarbejde, ledelse og de arbejdsvilkår, der medvirker til at præstearbejdet kan virke grænseløst. Undersøgelsen bidrager dermed til rekrutterings- og fastholdelsesproblematikken ved at give indblik i hvor forhindringerne kan være og hvor der muligvis kan sættes initiativer i værk.

Hent rapporten her: Præstemangel - Analyse af udfordringer og muligheder I-III

’Overgange og mønstre i præsters arbejdsliv – fra uddannelse til pension’

Overgange og mønstre i præsters arbejdsliv – fra uddannelse til pension er en undersøgelse af vejen fra teologisk kandidateksamen, §1a-uddannelse eller §2-tilladelse til embede i folkekirken. Det er en kvantitativ undersøgelse som består af tre hovedafsnit; 1) overgangstal mellem teologistudiet, pastoralseminarieuddannelsen og præsteansættelse, 2) Præsters karrieremønstre og jobmobilitet, herunder også den geografiske mobilitet samt årsager til valg af job, 3) Variation i præstestanden, som handler om, hvor mange præster der forlader embedet og evt. vender tilbage igen på et senere tidspunkt.

Rapporten er overordnet tænkt som et opslagsværk. Hvert afsnit bliver indledt med en opsummering af afsnittets hovedpointer, som bliver uddybet igennem afsnittet.

Den overordnede konklusion fra undersøgelsen er, at der er mange måder et præsteliv kan sammensættes på - der er ikke kun én overordnet typisk vej igennem et arbejdsliv som præst.

Hent rapporten her: Overgange og mønstre i præsters arbejdsliv.pdf

'Præster i folkekirken – tal og tendenser'

Den nyeste udgave af rapporten 'Præster i folkekirken – tal og tendenser' giver et aktuelt overblik over kilder til viden om præstestandens udvikling. Rapporten giver bl.a. tal for udviklingen i antal af færdige kandidater, attesterede fra Pastoralseminariet og afgang og tilgang i den samlede præstestand i folkekirken.

Hent rapporten her: 'Præster i folkekirken 2024 - tal og tendenser'

FUV - supplement til Præster i folkekirken 2024

 

Præstemangel er en realitet

Det er i særdeleshed uden for de større byer præstemanglen findes. Den nyeste rapport viser, at selvom der cirka er 70, der årligt gennemfører pastoralseminarieuddannelsen, så overstiger antallet af afgående præster antallet af tilkommende præster.

To tredjedele af alle nye præster er stadig i deres første stilling

Samtidig med rapporten har FUV lavet en ny analyse, der viser at mange præster bliver siddende i det første embede, de bliver ansat i.

I en repræsentativ spørgeskemaundersøgelse har FUV spurgt præster til deres karriereforløb. Svarene viser, at 66 % af alle præster med under 5 års anciennitet stadig er i deres første stilling. For præster med 5-10 års anciennitet gælder det for 40 % af alle præster. Heri er inkluderet de præster, der startede i en midlertidig stilling.

Når vi ser på, hvor længe præsterne i gennemsnit er ansat i deres første faste stilling, finder vi en svag tendens til, at præster i dag stopper i deres faste stillinger tidligere end de gjorde for 15 år siden. Det gælder særligt når vi sammenligner mellem præster, som er stoppet i første faste stilling efter 2 og 5 år.

Hent notatet her: 'Analyse - Præsters ansættelsestid i første stilling'