Storpastorater hilses velkommen som ramme
Positivt syn på storpastorater, når de understøtter det lokale kirkeliv.
Siden årtusindskiftet er der sket en kraftig vækst i antallet af storpastorater i folkekirken. Præster og menighedsråd byder dem overordnet velkommen som organisatorisk ramme, så længe de ikke truer den lokale forankring af kirkens liv. I rapporten ’Præster på tværs’ stiller Marie Hedegaard Thomsen og Kirsten Donskov Felter skarpt på udbredelsen af storpastorater.
Hent rapporten her: 'Præster på tværs - storpastoratet som ramme om præstens arbejde på landet'
Rapportens opbygning
Rapporten beskriver baggrunden for projektet og undersøgelsens formål og fortsætter med resultaterne af kortlægningen af storpastorater på landsplan. Her bliver de vigtigste fund om undersøgelsens deltagende storpastorater lagt frem. Derefter kan man dykke ned i interviews med præster og menighedsrådsmedlemmer i fire casestudier. Til sidst diskuteres undersøgelsens fund i forhold til de opstillede mål og forskningsspørgsmål, og der perspektiveres til fund fra tidligere undersøgelser.
Mange modeller for samarbejde.
Der er næsten lige så mange modeller for samarbejde, som der er storpastorater, konkluderer rapporten. Der er dog grundlæggende fire typer af tilgange i samarbejdet mellem præster og menighedsråd med udgangspunkt i, om man har et lokalt fokus eller fokus på både det lokale og det fælles:
I type 1 har præster og menighedsråd forskelligt fokus: præsterne på både det lokale og det fælles, menighedsrådene på det lokale.
I type 2 har præster og menighedsråd samme fokus, nemlig på begge dele.
I type 3 har præster og menighedsråd også samme fokus, her på det lokale.
I type 4 har præster og menighedsråd forskelligt fokus: præsterne på det lokale, og menighedsrådene på det fælles.
Præsterne giver generelt udtryk for, at det at have sit eget plus noget fælles er godt. Menighedsrådene kan se mulige fordele i, at præsterne samarbejder, fx at de dermed kender de præster, der vikarierer ved ferie og andet.
Plads til forskellighed
Det lokale er i høj grad omdrejningspunktet for præsternes og menighedsrådenes perspektiv på kirkelivet i storpastoratet: For at give mening skal samarbejdet tjene lokalsamfundet. Og det, der giver mening ét sted, gør det ikke nødvendigvis et andet. De forskelligheder giver storpastoratets decentrale udformning plads til. Undersøgelsen viser, at storpastoratet ikke ser ud til at true den lokale forankring af hverken kirkens liv eller præstens virkeområde, og at man kan formulere fordelene ved storpastoratet med ordene: overskuelighed, stabilitet og flere handlemuligheder.
Samtalehæfte til inspiration
Sammen med rapporten er der udgivet et samtalehæfte til inspiration for menighedsråd, præster og ansatte, der enten er eller skal i gang med en sammenlægning til et storpastorat. Hæftet kan være en hjælp til den vigtige samtale om, hvordan samarbejdet skal se ud.
Hent samtale- og debathæftet 'Samarbejde - hvor det giver mening' her.
Om udgivelsen
Rapporten ’Præster på tværs. Storpastoratet som ramme om præstens arbejde på landet’ og samtalehæftet 'Samarbejde - hvor det giver mening' er udarbejdet for Folkekirkens Uddannelses- og Videnscenter af sognepræst, ph.d. Marie Hedegaard Thomsen, og teologisk vidensmedarbejder, ph.d. Kirsten Donskov Felter.
Rapport og samtalehæfte er udgivet i 2020 og kan bestilles gratis ved henvendelse til Videnscenteret: fuv@km.dk.