Når kirken møder mennesker med demens

I Danmark er der ca. 87.000 mennesker med demens, og antallet er stærkt stigende i takt med, at der bliver flere ældre. Folkekirken er ikke i væsentligt omfang klædt på til at være sammen med mennesker med demens fx på det lokale plejehjem, i strikkeklubben eller ved 'forstyrrelser' til søndagens gudstjenester, siger forfatterne til bogen "Nærvær og tid. Gudstjenester og rum til mennesker med demens og deres pårørende”.

Hent bogen ”Nærvær og tid. Gudstjenester og rum til mennesker med demens og deres pårørende” her.

Brug for opkvalificering og bevidstgørelse
Folkekirken har gang i mange væsentlige initiativer på demensområdet, men ca. 80 % af medarbejderne og de frivillige har brug for at blive opkvalificeret og bevidstgjort på området, mener forfatterne. De peger på, at der er mange frugter at hente fra nyere demensforskning, som kan bruges i folkekirkelige sammenhænge. Bogen er en idé-, proces- og brugsbog og har en række bidragsydere. Den kommer med idéer fra mange teologiske vinkler til handlingsmuligheder på området.

Gudstjenester kan vække erindringer og færdigheder
Når det gælder gudstjenester, peger forfatterne på, at kirkens rum, handlinger, ritualer, musik, bønner og salmer hver for sig og sammen danner rammer, der får erindringer og færdigheder til at dukke op hos mennesker med demens. Forfatterne anbefaler enkle kvalitetsgudstjenester med god musik og salmesang, der kan skabe glæde i krop og sind hos mennesker, der er ramt af demens. Bogens bidragsydere kommer med deres erfaringer og refleksioner over, hvad der virker.

Generationsmøder og fællesskaber
I andre former for samvær i kirkeligt regi kan kirkens medarbejdere med opdateret viden om demens og dens forskellige faser inkludere denne sårbare gruppe i menighedslivet, uanset om personen stadig bor hjemme eller er på plejehjem. Det kan bl.a. være med baby-ældre-salmesang, konfirmander på besøg, pårørendegrupper og sanggrupper for både ramte og pårørende. Det hele handler om generationsmøder og inkluderende fællesskaber.

Mere nærvær, når sproget forsvinder
Når sproget forsvinder, må teologien gå kroppens og nærværets vej, skriver forfatterne. Med udgangspunkt i teologen John Swintons og socialpsykologen Tom Kitwoods arbejde beskriver de, hvordan den enkelte kirkelige medarbejders teologi kan få en mere kropslig og nærværsskabende form. Det kan give både gudstjenester og andre samværsformer dybere mening, hvor nogle medarbejdere måske før har haft en lidt frustrerende oplevelse af utilstrækkelighed i mødet med mennesker med demens.