Større kompleksitet, flere krav og mere samarbejde i provstierne
Rapport beskriver de senere års store forandringer i provstierne
Forventnings- og forvaltningspresset stiger
Forventnings- og forvaltningspresset på provsterne og provstierne stiger fortsat. Det samme gør forandringerne i provstierne. Det mærkes bl.a. ved, at provstisekretærerne i dag arbejder med andre og mere komplekse opgaver end for bare få år siden, og at det i flere provstier er nødvendigt at ansætte personale til særlige opgaver.
Spørgeskemaundersøgelse
Rapporten ”Forandringer i provstierne III” kommer med opdateret viden og analyser af bl.a. opgaver, ressourceforbrug og samarbejdsformer i provstierne. Den tager udgangspunkt i en spørgeskemaundersøgelse blandt provsterne og viser, at der er stigende kompleksitet, flere krav og mere samarbejde i provstierne end for blot få år siden.
Hent rapporten 'Forandringer i provstierne III'
Mere iøjnefaldende og sammensat ledelsesdel i provstestillingen
Det betyder, at ledelsesdelen i provstestillingen bliver mere krævende og sammensat. Blandt provsterne er der bred enighed om, at provstestillingen er en lederstilling. Og ledelsesdelen i provstestillingen fylder da også mere og mere. Det ses både i provsternes opgaver og i normeringen, hvor provste-/lederdelen i stigende grad bliver tildelt flere procent. Alligevel mener næsten halvdelen af provsterne, at præstedelen fylder for meget i den normerede fordeling.
Provstens identitet som præst er nødvendig for provstens legitimitet som leder
Samtidig er der blandt provsterne et ræsonnement om, at provstens identitet som præst er nødvendig som legitimation for provsten som leder. Men præstekvoten gør det ikke alene. Ifølge provsterne er legitimitet både noget, provsten har i kraft af embedet, men også noget, provsten må gøre sig fortjent til.
Flere roller og ledelsesstile på spil
Større kompleksitet, flere krav og mere samarbejde bringer forskellige roller og ledelsesstile i spil i provsteembedet. Rapporten tegner i det hele taget et billede af, at provstiets og dermed også provstiudvalgets rolle i udviklingen af det lokale kirkelige liv er under forandring, og hvori denne forandring består.
Tredje omgang med forandringer
Det er lektor ved FUV, Erling Andersen, der har udarbejdet den nye rapport, ligesom han sammen med Mogens Lindhardt har stået bag undersøgelser af provstierne i 2015 og 2010.
Læs mere om de tidligere undersøgelser, og hent publikationerne her