Udpræget tilfredshed med folkekirkens undervisningsforløb
Folkekirkens skoletjenester er en succes ifølge lærere og elever og er med til, at skole og kirke 'opdager' hinanden
Anbefalinger kan opgradere skoletjenesternes arbejde
”Selv om man tror på noget andet, kan man godt være et sødt menneske” er titlen på en rapport om folkekirkens skoletjenester i Danmark. Ifølge rapporten er de folkekirkelige skoletjenester en succes for folkekirken, hvis man spørger skolernes lærere og elever. Begge parter giver udtryk for, at de er glade for skoletjenesternes undervisningsforløb. Rapporten er resultatet af en undersøgelse under Folkekirkens Videnspulje. Den kommer med en lang række iagttagelser og anbefalinger, der kan være med til at opgradere skoletjenesternes arbejde.
Læs rapporten ”Selv om man tror på noget andet, kan man godt være et sødt menneske”
Skoletjenesterne har muligheder, som skolerne ikke har
Folkekirkens skoletjenester er et stort aktiv for folkeskolen og folkekirken ifølge lærere og elever. De tilbyder undervisningsforløb til skolen på skolens præmisser med et skarpt blik for, at der ikke er tale om forkyndelse som i konfirmationsforberedelsen. Forløbene fremhæves for at være fagligt og pædagogisk gennemtænkt med et væld af tilknyttede ressourcer som f.eks. møde med præst, organist, kunstnere, dansere, musik, film med mere. Skoletjenesterne har muligheder, som skolerne ikke har, fastslår rapporten.
Skole og kirke 'opdager' hinanden
Skoletjenesterne medvirker til at skole og kirke 'opdager' hinanden, og at vejen imellem de to til andre samarbejder og samtaler bliver mindre, oplyses det i rapporten.
Gennemarbejdet materiale og flotte undervisningstilbud
De lærere, som rapportens forfattere har mødt, nævner det gennemarbejdede materiale, de flotte undervisningstilbud og tilbuddene om gæster udefra i undervisningen.
Elever er glade for forløbenes anderledes elementer
Eleverne er også glade for undervisningsforløbenes anderledes elementer. De mener, at de lærer noget af forløbene. Det er dog ikke markant faglig viden, de øser af i interviewene, skriver rapportens forfattere med et glimt i øjet, de anbefaler snarere forskellige nye greb i undervisningen.
Landsnetværket af Folkekirkelige Skoletjenester
Fotos: Ib Rasmussen / Lars Schmidt