Fortsæt til hovedindholdet
Samarbejde
Samarbejdspartnere

Samarbejdspartnere

Det er oplagt at samarbejde med andre aktører, der har kontakt med demensramte og deres pårørende. 

Foto: Sille Arendt


Demenskonsulent

Demenskonsulenter eller -koordinatorer er ansatte i kommunen og kommer i hjemmet, hvis der er mistanke om demens. De laver kurser, har samtaler og støtter pårørende og dem, der har en demenssygdom med dagtilbud og andre former for hjælp og støtte i dagligdagen.

Det kan være gavnligt at mødes med demenskonsulenten som dækker sognet og have en faglig sparring eller opfordre til gensidig sparring. Både konsulent og præst har tavshedspligt og er i forbindelse med de samme mennesker - fra kommunal og kirkelig side. 

Det kan være en god ide at arrangere et netværksmøde i provstiet. Her kan præster og provst/provstiudvalg, kommunens demenskonsulenter og plejehjemsledere, demenssygeplejesker, Ældre Sagen og andre til samtale om, hvordan vi arbejder med tilbud til pårørende og demensramte.


Rehabiliteringssygeplejerske og pårørenderådgiver

I de kommuner, som har rehabiliteringssygeplejersker, vil de kunne hjælpe med at skabe kontakt, især til ældre, som er ensomme. De kan henvise til den lokale kirke, hvor den ældre måske tidligere er kommet og hjælpe vedkommende med at komme hen i kirken og deltage i aktiviteter, der er relevante for netop den person. 

Pårørenderådgiverne vil ofte være glade for at kunne henvise til kirkens aktiviteter, når de har afsluttet et forløb med en borger, som gerne vil have eller tidligere har haft kontakt til sin kirke. 

Der er også mulighed for at lave en fælles netværksgruppe med ensomme ældre med udfordringer af kognitiv art.


Frivilligcenter og dagcenter

Kommunernes frivilligcentre éller dagcentre er steder, hvor man kan møde både mennesker med en demenslidelse og andre ældre. Man kan tage kontakt og høre, om præsten må komme forbi og drøfte muligheder for samarbejde. Frivilligcenteret kan fx lægge hus til en netværksgruppe for pårørende til demensramte eller være med til et fællesarrangement med en lokal kirke.


Frivillige

Frivillige er i mange kirker en hovedhjørnesten, ikke mindst når det handler om arbejdet med ældre. De frivillige har mange kompetencer og er gode sparringspartnere for præster og andre ansatte ved kirken, og de går ind som medansvarlige for kirkens aktiviteter. 

De løfter en mangfoldighed af opgaver både i kirken, i sognehuset og på plejehjemmet og bidrager hermed til at skabe fællesskaber, så deltagerne oplever, at de er velkomne og kan føle sig trygge. 

Opgaver, som frivillige løser rundt omkring i sognene, er fx at være demensven til pårørende, som ikke længere kan gå fra deres ægtefælle, værter ved sangcafeer og fællesspisningsarrangementer. 


Ældre Sagen og andre foreninger

Mange steder har Ældre Sagen en person, som varetager arbejdet med demensramte og deres pårørende. Det er oplagt at tilbyde sognehuset som mødested for grupper, eksempelvis til møder med demensramte og pårørende. Kirken lægger hus til, mens andre står for det praktiske i forbindelse med møderne.

Andre oplagte samarbejdspartnere er: de lokale skoler og foreninger som spejderne, pensionistforeninger og kulturelle foreninger.


Af sognepræst og gerontopædagogisk konsulent, Bodil Olesen, Helsingør Stift


Indhold

  • Demenskonsulent
  • Rehabiliteringssygeplejerske og pårørenderådgiver
  • Frivilligcenter og dagcenter
  • Frivillige
  • Ældre Sagen og andre foreninger