Fortsæt til hovedindholdet
Nyheder
Nyheder

Videnscentret styrkes med to erfarne kirkeforskere

Folkekirkens Uddannelses- og Videnscenter er netop blevet to kompetente vidensmedarbejdere rigere. 

Tekst: Christian Riis Kistrup. Foto: Lars Aarø

Den folkekirkelige indsats for at forske i og formidle viden om kirkelige forhold styrkes, idet Kirsten Donskov Felter, teolog og ph.d., er ansat som teologisk vidensmedarbejder, og Steen Marqvard Rasmussen, sociolog, er ansat som sociologisk vidensmedarbejder. Begge vil være tilknyttet Videnscentret i Aarhus.

Kirsten Donskov Felter og Steen Marqvard Rasmussen har beskæftiget sig indgående med kirkeforskning gennem en årrække. De kommer med stor indsigt i området allerede fra deres første arbejdsdag.

Teologen
En af Kirsten Donskov Felters opgaver vil være fortsat at arbejde på projektet "Hvad vil det sige at være præst?", hvor det undersøges, om der er en fælles kerne tilbage i præstearbejdet på tværs af forskellighed i opgaver og funktioner. Hun skal desuden i gang med en ny konfirmandundersøgelse i samarbejde med Steen Marqvard Rasmussen.

Kirsten Donskov Felter (f. 1963) er ph.d., cand.theol. og cand.pæd og har siden den 1. august 2015 været tilknyttet FUV i forbindelse med "Hvad vil det sige at være præst?".

Kirsten Donskov Felter har tidligere været ekstern lektor og postdoc ved Center for Kirkeforskning på Teologisk Fakultet i København, haft embede som sognepræst på Færøerne og i Aars, Viborg og Gedsted samt været lektor på Grønlands Universitet i Nuuk. Hun står bag en række publikationer inden for kirkeforskning.

Sociologen       
Steen Marqvard Rasmussens skal blandt andet arbejde med kirkestatistik og ovennævnte konfirmandundersøgelse sammen med Kirsten Donskov Felter.

Steen Marqvard Rasmussen (f. 1955) er sociolog fra Københavns Universitet og har arbejdet med kirkeforskning i de sidste 25 år. Han har de seneste 20 år været ansat i Landsforeningen af Menighedsråd. 

Steen Marqvard Rasmussen har udgivet en række publikationer inden for kirkeforskning, blandt andet rapporten "Forskellige vilkår for folkekirken på landet" for FUV og Landsforeningen af Menighedsråd. Han har desuden undervist på Danmarks Forvaltningshøjskole, Diakonhøjskolen og Aarhus Universitet.

Forskning og undersøgelser bindes sammen og udbygges
Leder af Videnscentret Birgitte Graakjær Hjort er yderst tilfreds med de to ansættelser:

"Det er en ønskesituation for Videnscentret at få Kirsten Donskov Felter og Steen Marqvard Rasmussen ansat! Vi får igennem dem som faste medarbejdere mulighed for at skabe sammenhæng mellem tidligere, nuværende og kommende undersøgelser samt at bygge videre og udbygge i forhold til eksisterende undersøgelser og kirkeforskning. Det giver de optimale betingelser for dybde i Videnscentrets arbejde", siger hun.

Også fagligt set supplerer de hinanden godt. De dækker tilsammen både det kvantitative og det kvalitative, og både det teologiske og det sociologiske - hvilket i høj grad er kvaliteter, Videnscentret efterstræber.

Dertil kommer, at Felter og Rasmussen har et fagligt netværk i ind- og udland, arbejder tæt sammen med universiteterne og har et indgående kendskab til folkekirkens organisationsformer. 

Kirsten Donskov Felter. Privatfoto

Steen Marqvard Rasmussen. Privatfoto