Stort nationalt projekt skudt i gang: Hvordan skal kirkebygninger vedligeholdes?

Af Anne-Sofie Holm, presse- og kommunikationsmedarbejder ved Lolland-Falsters Stift

Ud over hele Danmark ligger kirkerne. Nogle steder som en integreret del af tæt bebyggelse i byerne, andre steder lyser de hvidkalkede mure op på lang afstand og bryder markernes grønne bølger. Nogle kirker er nye og moderne, men langt de fleste stammer helt tilbage fra middelalderen og er ofte mere end 800 år gamle.

Som det er med alt, der er gammelt, kræver også kirkebygningerne en høj grad af vedligeholdelse. Middelalderkirkerne er klassificeret som dansk kulturarv, der skal værnes om, og derfor er standarderne for, hvordan man skal gribe vedligeholdelsen an meget høje.

Når folk i højere grad flytter fra land til by, bygges der nye kirker i byerne. Men man river ikke kirkerne ned ude i landdistrikterne, som folk flytter fra. Det betyder, at folkekirkens samlede bygningsmasse vokser, og det kræver store ressourcer at vedligeholde; økonomiske såvel som menneskelige.

Balance mellem fortid, nutid og fremtid
Ansvaret for vedligeholdelsen ligger hos de lokale menighedsråd, der skal sørge for at løfte den opgave, det er at bevare de gamle kirker til eftertiden. I nogle steder af landet er det i stigende grad en udfordring for menighedsråd og provstier. Det skyldes dels, at det økonomiske grundlag er vigende, fordi befolkningstallet bliver mindre i landområderne, og dels at der er færre mennesker til at varetage menighedsrådsarbejdet.

Denne udvikling har på sigt store konsekvenser, der skal undersøges nærmere, mener biskopperne over Lolland-Falsters, Ribe, Roskilde, Viborg og Aalborg Stift. Og på den baggrund har folkekirkens fællesfond bevilget midler til at arbejde med den fælles udfordring, det er at vedligeholde de mange middelalderkirker i tyndtbefolkede landdistrikter.

Overordnet for projektet, der kaldes ”Differentieret vedligeholdelse af kirkebygninger”, er, at de fem involverede stifter sammen undersøger, hvordan det kan gøres lettere for menighedsrådene at navigere i vedligeholdelsesarbejdet. Med ved arbejdsbordet sidder også repræsentanter fra Nationalmuseet, der sørger for, at kirkebygningernes værdi som kulturarv holdes i hævd.

Projektets formål er at understøtte en transparent prioritering af midler i sogne og provstier, så vedligeholdelse og kirkeliv balanceres til gavn for kirkens liv og vækst. Målet er at udforme modeller, som menighedsråd og provstiudvalg kan bruge til at få overblik over vedligeholdelsesopgaver, så man lokalt kan prioritere tid og kræfter. Serveretten vil derfor altid ligge lokalt hos menighedsrådene. Modellen hviler på en erkendelse af, at ikke alle kirker nødvendigvis skal vedligeholdes på samme niveau, derfor undersøges det, hvordan man forsvarligt kan skrue lidt ned for ambitionerne på nogle kirker.

Den spæde start
Vedligeholdelse af kirkebygninger er en følsom sag, hvor mange perspektiver spiller ind. Derfor er der nedsat en styregruppe samt en følgegruppe med repræsentanter fra de fem involverede stifter, menighedsrådene, præster og provster, Landsforeningen af Menighedsråd, folkekirkens bygningskonsulenter, Nationalmuseet og den kongelige bygningsinspektør. Folkekirkens Uddannelses- og Videnscenter (FUV) varetager projektledelsen.

Nationalmuseets eksperter spiller en vigtig rolle i arbejdet med differentieret vedligeholdelse. På det første følgegruppemøde, der fandt sted for nylig i Nationalmuseets smukke lokaler, var budskabet først og fremmest fra seniorforsker og museumsinspektør Ulla Kjær, at for Nationalmuseet er kirken ikke et museum, men en brugsbygning. Den skal kunne fungere, og dermed er der rum for forandringer. Men en gammel kirke må ikke miste sin historiske dimension, for så bliver den en tom skal.

Ved samme møde gav flere stemmer fra provstier og menighedsråd, der er udfordret af arbejdet med vedligeholdelse af kirkebygningerne, også deres besyv med i nuanceringen af billedet. Susanne Møller, der er menighedsrådsformand og formand for stiftsrådet og distriktsforeningen i Lolland-Falsters Stift, fortalte om, hvordan de i hendes sogn oplever, at de høje krav til vedligeholdelse af de mange middelalderkirker er ved at stige hende og de andre menighedsrådsmedlemmer over hovedet.

Det samme billede gav provst i Morsø Provsti, Mette Moesgaard Jørgensen, udtryk for. Det er også virkeligheden i hendes lokalområde, hvor 31 ud af 33 kirker er middelalderkirker. Hun håber på, at arbejdet med differentieret vedligeholdelse af kirkebygninger kan være med til at give menighedsrådene nogle konkrete arbejdsredskaber, så de kan overskue, hvad der skal til for, at en kirke skal vedligeholdes på et bestemt niveau – noget, der hidtil har hersket stor usikkerhed omkring. Samtidig er det i Mette Moesgaard Jørgensens øjne vigtigt, at man har den levede nutid for øje i arbejdet med de gamle kirker:

”Vi er meget bevidste om, at middelalderkirker er en vigtig kulturarv, men vi er også bevidste om, at vi ikke lever i middelalderen. Middelalderkirkerne er ikke museer men rum for menighedernes gudsdyrkelse.”

Et stærkt samarbejde
I spidsen for projektet står Maj Dalsgaard fra FUV, der er restaureringsarkitekt og ph.d. på en afhandling om differentieret brug af kirkebygninger.

Hun mener, at det mest interessante ved projektet er forsøget på at finde en ny, helhedsorienteret vinkel på kirkerne.

”Hidtil har faggrupperne i høj grad arbejdet inden for deres egen forståelse af kirken, for eksempel som et praksissted eller som et kulturarvsmonument, men nu skal vi i fællesskab udarbejde et sæt kriterier, som tager højde for alle de vigtigste aspekter omkring kirkerne, så de kan danne baggrund for en helhedsorienteret, fremtidig vurdering og kategorisering,” siger hun og fortsætter:

”Jeg glæder mig meget til at komme rundt i de forskellige stifter og provstier og opleve, hvordan kirkelivet udfoldes hos dem. At blive klogere på hvilke udfordringer, men også hvilke muligheder og ressourcer, der er til stede lokalt.”

Maj Dalsgaard mener også, at det er en stor fordel, at projektet er et samarbejde mellem flere stifter.

”Det kommer forhåbentlig til at betyde, at der bliver en bred følelse af ejerskabet for projektets proces og slutprodukt i stifterne. Når vi arbejder på tværs af forskellige stifter, opnår vi en meget bred viden om spændvidden i de udfordringer, som der opleves lokalt. Det giver mulighed for at udarbejde en nuanceret model, som sogne, provstier og stifter vil kunne støtte sig op ad i de nødvendige, fremtidige prioriteringsprocesser.”