Projekt om resocialisering af tidligere indsatte sættes snart i værk
I et projekt inden for det kirkeligt sociale arbejde skal tidligere indsatte hjælpes til en ny hverdag uden for fængslets mure. Midler fra TrygFonden gør projektet muligt.
Af Christian Riis Kistrup. Foto: fængslet.dk
FUV's Videnscenter fik tidligere i år andel i fondsmidler til et nyt projekt, der er rettet mod tidligere indsatte. Projektets titel er ’Udviklingen af en dansk model for en kirkelig resocialiseringsindsats’ og er funderet på en bevilling på 1,3 mio. kr. skænket af TrygFonden.
Samarbejde med forening for kriminelle
Projektet er etableret i et samarbejde med Café Exit, en forening, som
støtter indsatte og tidligere indsatte, som efter endt
fængselsopholdskal
finde sig til rette i samfundet igen.
Projektet vil undersøge, hvordan tidligere indsatte kan resocialiseres, og hvilke behov de har i forbindelse med resocialisering efter endt fængselsophold. Endelig rummer projektet en udviklingsdel, hvor sognekirker søges inddraget i arbejdet blandt tidligere indsatte.
Undersøgelsen vil hente inspiration fra lignende tiltag i Sverige, England samt et tredje land, der endnu ikke er udpeget.
Fællesskabsprisen til Café Exit
Den 19. august blev Café Exit tildelt Fællesskabsprisen for sin
indsats for nuværende og tidligere indsatte. Café Exit, der er tilknyttet Apostelkirken på Vesterbro
i København og desuden findes i Aarhus og Odense, tilbyder sine brugere
socialt samvær, faglig rådgivning, socialrådgivning, familierådgivning,
gældsrådgivning mv. Dermed
skabes muligheder for tidligere indsatte til at
få en ny begyndelse og et liv uden for kriminalitet.
Fællesskabsprisen hylder helt almindelige mennesker, der i kraft af deres arbejde eller ganske frivilligt yder en ekstra indsats for fællesskabet.
Ny vidensmedarbejder til projektet
Som en del af bevillingen fra TrygFonden har FUV’s Videnscenter pr. 1.
september ansat cand.teol. Jørgen Skov Sørensen til arbejdet med
kirkelig resocialisering. Arbejdet vil ske i tæt samarbejde med Café Exit og
kommer til at strække sig over det næste halve år.