Paneldebat om vedligeholdelse og brug af kirkebygninger 

Af Anne-Sofie Holm, presse- og kommunikationsmedarbejder i Lolland-Falsters Stift

Under weekendens Himmelske Dage i Roskilde lagde Den Gamle Byrådssal rammer om en paneldebat om kirkebygninger. Nærmere bestemt hvordan man skal vedligeholde kirkebygninger på en måde for eftertiden, der giver mening i nutiden.

Paneldebatten var affødt af det toårige projekt ”Differentieret vedligeholdelse og brug af kirkebygninger”, der er forankret hos Folkekirkens Uddannelses- og Videnscenter. Formålet med projektet er at udvikle en metode og et værktøj, der kan hjælpe den fremtidige prioritering af økonomiske såvel som menneskelige ressourcer i sogne og provstier, når det kommer til vedligeholdelse og brug af kirkebygninger.

For det kan være en tung opgave at løfte – og det er der fælles forståelse for blandt alle de involverede parter. Det skinnede tydeligt igennem i debattens panel, der bestod af arkitekt og kongelig bygningsinspektør Stig Andersen, biskop over Lolland-Falsters Stift Marianne Gaarden, kirkekonsulent og museumsinspektør på Nationalmuseet Morten Larsen og provst i Morsø Provsti Mette Moesgaard Jørgensen. Birgitte Graakjær Hjorth, der er center- og afdelingsleder i Folkekirkens Uddannelses- og Videnscenter, modererede debatten.

Kirkebygningerne er et nationalt anliggende

Et af de store omdrejningspunkter i debatten var de økonomiske aspekter af vedligeholdelsen af de gamle kirkebygninger, særligt motiveret af, at Birgitte Graakjær Hjorth stillede det store spørgsmål: Hvad er løsningen på problemet?

Provst Mette Moesgaard Jørgensens svar var kort og – bogstaveligt talt – kontant: De stifter, der har mange penge, må i højere grad være med til at løfte bevaringsopgaven for de områder, hvor pengene er små. Hun argumenterede altså for en skærpning af den udligningsordning, der allerede findes.

Dette havde det øvrigt panel dog indsigelser imod. Biskop Marianne Gaarden argumenterede for, at det da kunne være dejligt med flere penge i kassen. Men det vil kollidere med det enkelte menighedsråds vilje til at være kirke lokalt, hvis man tvinger særligt velhavende menighedsråd til at give til de mindre velhavende menighedsråd andre steder i landet.

Kongelig bygningsinspektør Stig Andersen var heller ikke enig med Mette Moesgaard Jørgensen. For selvom han i kraft af sit arbejde kender indgående til de forskelle, der kan være mellem stifternes økonomiske formåen, fremhævede han, at det ikke kan være den eneste løsning på det mangestedsnærværende problem. Han fremlagde muligheden for, om man kan betragte det som en fælles folkekirkelig opgave at passe på alle Danmarks bevaringsværdige kirker, så det ikke er det lokale menighedsråd, der står med den store opgave, men at den bliver løftet til et højere niveau.

Dette synspunkt understøttede Marianne Gaarden. Hun fremhævede eksempler fra udlandet, hvor man nogle steder har etableret fonde, der opkøber og vedligeholder gamle kirkebygninger.

Et fælles ansvar

Fra tilskuerne i salen lød der også mange spændende perspektiver og spørgsmål. Blandt andet blev spørgsmålet stillet, om det kunne lade sig gøre i visse tilfælde at anvende billigere materialer i vedligeholdelsen. Dette bifaldt hverken den kongelige bygningsinspektør eller museumsinspektør og kirkekonsulent Morten Larsen fra Nationalmuseet, da billigere løsninger i mange tilfælde ikke ville holde på den lange bane. Samtidig argumenterede Morten Larsen for, at nogle kirker har specielle elementer, der er af særlig kulturhistorisk værdi, og i det perspektiv kan det være yderst risikofyldt at vedligeholde for billigt.

Det blev også foreslået, om man skulle oprette en mulighed for at blive støttemedlem af folkekirken, så også dem, der ikke er medlemmer af folkekirken, stadig kan give en hjælpende hånd for at bevare de smukke, gamle kirkebygninger i landskabet.

Overordnet klarlagde paneldebatten en bred enighed om, at det tunge vedligeholdelsesarbejde er et stort problem, der kræver så omfattende menneskelige og økonomiske ressourcer, at forandring er nødvendig.