På opdagelse i børnebiblens univers
Bliv klogere på, hvad nutidens børnebibler fortæller om Gud og mennesker og andre store spørgsmål, på et todages eksternatkursus, der afholdes både i København og Aarhus.
I Danmark udgives og sælges børnebibler i stort tal, dåbsbarnet får ofte en børnebibel i gave, og kirkens ansatte bruger børnebibler til gudstjenester og undervisning.
På dette todages kursus vil vi se nærmere på nutidige børnebiblers indhold i tekst og billeder. En børnebibel er som en 'maggiterning' af hele den bibelske og kristne tradition. Det rejser adskillige spørgsmål: Hvilken Gud møder læseren af børnebiblerne? Hvilke ideer har børnebibler om børn og deres liv i dag? Og hvordan forholder børnebiblerne sig til at være netop bibler?
Vi vil undersøge de mest populære børnebibler ud fra disse spørgsmål med afsæt i tre oplæg ved projektleder, ph.d. i teologi Louise Heldgaard Bylund:
- Tykke bøger og guldskrift: Børnebiblerne som bibler.
- Hvidt skæg og himmelsk residens: Børnebiblernes Gud.
- Røde pølser og børn alle vegne: Børnebiblernes implicitte barnelæser.
Der bliver også mulighed for at komme ind bag udgivelsen af et bibelsk børnemateriale, når tidligere sognepræst Lisbet Kjær Müller og Annette Molin Brautsch, sognepræst og religionspædagogisk konsulent, der begge er med i projektet 'Børn i kirken' i Københavns Stift, fortæller om de konkrete overvejelser, der opstår, når man vil udgive bibelfortællinger for børn.
Praktiske oplysninger
Børnebibler: Gud, mennesker og andre store spørgsmål afholdes som et todages eksternatkursus i Folkekirkens Uddannelses- og Videnscenters lokaler.
Kurset er med forplejning, men uden overnatning, som kursisterne selv står for at arrangere.
Pris for andre end præster: 2200 kr.
København: 20-21. november 2023 kl. 10-16
Ansøgningsfrist 23.10.23
Aarhus: 23.-24. november 2023 kl. 10-16
Ansøgningsfrist 23.10.23
For yderligere information kontakt fuv@km.dk/ 58 58 30 00