Nyt redskab kan give overblik over migrantgrupper i sognet
Et nyt statistisk redskab udviklet for Landsforeningen af Menighedsråd skal inspirere til at styrke folkekirkens relevans blandt kristne indvandrere og efterkommere.
Landsforeningen af Menighedsråd har taget initiativ til projektet, der skal styrke menighedsråd i arbejdet med at gøre folkekirken relevant for kristne indvandrere og efterkommere. Sociologisk vidensmedarbejder i Folkekirkens Uddannelses- og Videnscenter, Bjarke Schønwandt Mortensen, har været med til at lægge den metodiske linje og udviklet det statistiske redskab:
- Statistikkerne er lavet af Danmarks Statistik efter henvendelse fra Folkekirkens Migrantsamarbejde, og vi har så bidraget med den ’digitale infrastruktur’, der skal til for at udarbejde rapporterne. Vi har bl.a. udviklet den web-applikation, en såkaldt widget, der gør det muligt at finde sit sogn ved at søge på sognekode eller navn, og som kan findes på Landsforeningens hjemmeside, forklarer Bjarke Schønwandt Mortensen.
Link til søgeredskabet findes i artiklen her: www.menighedsraad.dk/kirkeliv/folkekirkens-tilstedevaerelse/hvor-mange-migranter-bor-der-i-jeres-sogn/
Sådan virker det
Sognets navn eller sognekode skrives i søgefeltet, hvorefter der klikkes på ’rapport’. Derefter downloades en rapport med grafer og tabeller for sognet. Der er stor forskel på antallet af migranter i sognene, og hvilke lande der er repræsenteret i statistikken. Grafikken viser kun de største grupper i sognet, og for store sogne kan der sagtens være flere befolkningsgrupper – de vil så være med i tabellerne.
Med denne viden ved hånden kan menighedsrådet overveje, om det kirkelige tilbud svarer til befolkningssammensætningen i sognet, eller om tallene giver anledning til at overveje nye tiltag.
Inspiration til migrantsamarbejde
Omkring 40 procent af mennesker af anden etnisk oprindelse end dansk, der kommer til landet, formodes at være kristne migranter. Mange søger ikke til de traditionelle folke- eller frikirker, men mødes i forskellige migrantmenigheder.
Folkekirkens Migrantsamarbejde kan bidrage med hjælp og inspiration til samarbejde på tværs af kultur, sprog og praksis. Besøg hjemmesiden her: www.interchurch.dk/materialer/migrantsamarbejde/inspiration-til-menighedsraad
Et redskab med perspektiver
Det nye redskab betyder, at Folkekirkens Uddannelses og Videnscenter fremover kan lave grafikker og tabeller i et pdf-format for samtlige danske sogne – også med andre tal.
- Vi kan på denne måde give uoverskuelige Excel-ark en overskuelig form. Vi har fået nogle nye redskaber, som vi i fremtiden kan blive ved med at udvikle på og bruge på andre rapporter, til gavn for folkekirken, siger Bjarke Schønwandt Mortensen.
Grafik: Christian Rahbek