Ny bog vil have skammen ud af skammekrogen
En række fagfolk med tilknytning til FUV har bidraget til en ny udgivelse om skammens betydning i kirke og kristendom.
I den kristne tradition er skam et forsømt begreb. Det ønsker adjunkt ved Københavns Universitet, Mikkel Gabriel Christoffersen, og lektor ved FUV, Kjeld Slot Nielsen, at ændre på med bogen SKAM, der netop er udkommet på forlaget Eksistensen.
De to redaktører ser skammen som et underbelyst fænomen i kristendommen, der er blevet overset, forsømt og skubbet i baggrunden, selvom skammen er fundamental for vores liv og en indgroet del af kristendommen.
I SKAM – et forsømt aspekt ved kristendommen undersøger ni fagfolk skammens betydning i kristendommen og viser, hvilken relevans skammen har for kristendommens forskellige praksisområder: Hvilken rolle spiller skammen fx i gudstjenesten? Under konfirmandforberedelsen? Hvad bliver der sagt om skam i salmerne? Og sjælesorg og skam, hvordan fungerer det?
Bogen giver også en indføring i forskningen på området og ser på nybrud og tendenser
Bidrag af Stinna Ahrenst, Mikkel Gabriel Christoffersen, Lisbet Christoffersen, Christine Tind Johannessen, Mogens Lindhardt, Kirsten Nielsen, Kjeld Slot Nielsen, Henrik Sonne Petersen, Jette Bendixen Rønkilde og Jakob Egeris Thorsen.
Se oversigt over bogens kapitler, og læs indledningen her:
www.eksistensen.dk/skam-et-forsomt-aspekt-ved-kristendommen.html
Samtale med Christian Hjortkjær på Zoom
Tirsdag 28. september kl. 16-17 kan man møde bogens to redaktører i samtale med Christian Hjortkær om forholdet mellem skam og kristendom. Christian Hjortkjær er teolog, ph.d. og forfatter til bogen Utilstrækkelig - hvorfor den nye moral gør de unge psykisk syge (2020). Der vil efterfølgende være mulighed for at stille spørgsmål. Samtalen indledes af forlagsredaktør på Eksistensen, Henrik Brandt-Pedersen.
Samtalen foregår på Zoom. Antallet af deltagere er begrænset til 100. Tilmelding er nødvendig og kan foretages ved at sende en mail til samtale@eksistensen.dk. Som tilmeldt vil man modtage et link til Zoom én time, inden eventet begynder.
NB: Samtalen vil blive optaget og efterfølgende lagt ud på forlagets hjemmeside.