Kursusprogram 2021/22
Programmet er opdateret med nye, spændende ugekurser, specialuddannelser og konferencer.
Mens landet stadig er delvist lukket ned, meget undervisning foregår digitalt og gudstjenester og kirkelige handlinger finder sted under skærpede restriktioner, glæder vi os i Folkekirkens Uddannelses- og Videnscenter til, at vi kan åbne og afholde kurser, konferencer og uddannelser på almindelig vis. Og programmet for efterår 2021 og forår 2022 er lagt ud fra håbet om, at det i hvert fald til den tid igen vil være muligt – for der er mange interessante tilbud at vælge imellem:
Man kan for eksempel blive klogere på Dostojevskijs Brødrene Karamazov og være med til at overveje, om Paulus er for radikal for folkekirken? Man kan fordybe sig i kirkeåret som homiletisk og kateketisk ressource og forholdet mellem tro og viden. Vi tilbyder et intensivt kursus i sjælesorg og samtale i praksis og indbyder til konference om teologi og menneskerettigheder.
På programmet er også specialuddannelsesforløb inden for religionspædagogik, sjælesorg, homiletik, liturgi, åndelig dannelse og almen teologi og – når man igen kan rejse – ekskursioner med udblik til andre landes kirkeliv og teologi.
Gå på opdagelse i kursusprogrammet her.
Man kan søge på fagområder, kursustyper og dato. Efterårets kurser har en uddybende beskrivelse. Forårets kurser fremgår med titel og dato, så man kan planlægge kalenderen efter det.
Vi glæder os til, at vi igen kan samles og diskutere teologi, kultur og samfund med hinanden!
Praktisk information
Hovedparten af kurserne afholdes i Løgumkloster, enkelte finder sted som eksternatskurser i Aarhus og København, hvor man selv står for overnatning.
Alle kurser skal søges via vores hjemmeside www.fkuv.dk . Ansøgningen vil automatisk tilgå både provst, stift og FUV - og man vil få en kvittering i sin mailboks om, at tilmeldingen er nået frem. Optagelse på kurset finder sted tre måneder forud for kursusstart.
Som kirkenetbruger skal man bruge KM-brugernavn og adgangskode, når man søger kurser og skal logge ind på intranettet for at se program og hente materiale. Er man ikke kirkenetbruger, kan man logge på med NemID.