'Kristi opstandelse': Velkommen til bogpræsentation
I anledning af udgivelsen af Lars Sandbeck og Anders Eyvind Nielsens bog Kristi opstandelse. Sprog og virkelighed i sidste måned inviterer Folkekirkens Uddannelses- og Videnscenter i samarbejde med Eksistensen til bogpræsentation med efterfølgende reception.
Tekst: FUV. Foto: Bogens omslag/Taddeo di Bartolo, predella (udsnit)
Kristi opstandelse er skrevet i kølvandet på den livlige debat om opstandelsen, der udspandt sig i 2015, efter det var kommet frem, at en sognepræst afviste troen på, at Jesus fysisk var stået op fra de døde.
I bogen forsøger Lars Sandbeck (som blev ansat som lektor ved FUV pr. 1. marts) og Anders Eyvind Nielsen at levere en samlet eksegetisk og systematisk-teologisk tolkning af Kristi opstandelse og forklarer i den forbindelse blandt andet, hvorfor opstandelsen ikke kan tænkes uafhængig af kirken og dåben, nadveren og gudsbilledet.
Bogen beskæftiger sig med de centrale nytestamentlige opstandelsestekster og opstandelsesforestillinger i samtidens jødiske, religiøse litteratur, og så retter den en skarp kritik imod den fysiske tolkning af opstandelsen.
Ifølge Sandbeck og Nielsen kendte den ældste kristne tradition slet ikke til nogen tom grav, men mente i stedet, at Kristus opstod i dødsøjeblikket på korset.
Aftenen vil byde på indlæg af professor MSO ved Afdeling for Bibelsk Eksegese (KU) Gitte Buch-Hansen og provst Thomas Reinholdt Rasmussen og en replik ved bogens forfattere.
Program:
- Vartov/FUV, København tirsdag den 12. april kl. 19.30-21.30
- Sankt Markus Kirke/FUV, Aarhus onsdag den 20. april kl. 19.30-21.30
19.30: Velkomst
19.40-20.00: Oplæg ved Gitte Buch-Hansen
20.00-20.20: Oplæg ved Thomas Reinholdt Rasmussen
20.20-20.40: Replik – Lars Sandbeck og Anders Eyvind Nielsen
20.40-21.00: Fælles drøftelse
21.00-21.30: Reception ved forlaget
Læs mere om Kristi opstandelse. Sprog og virkelighed hos forlaget Eksistensen