Fortsæt til hovedindholdet
Nyheder
Nyheder

Digital sjælesorg

Et todages kursus sætter fokus på, hvordan sjælesorgen fungerer i det digitale rum og på sociale medier. 
Kurset afholdes som eksternat i både Aarhus og København. 

I den traditionelle sjælesorgssamtale, hvor præst og konfident mødes ansigt til ansigt, kan vi se hinanden i øjnene, og ud over det verbale sprog har vi mimik, kropssprog og intonation til rådighed, når vi kommunikerer med hinanden. Det betyder, at vi kan understøtte, bekræfte og krydre vores budskab gennem nonverbal kommunikation med smil, tårer, lyde, blikke og gestik.

Til sjælesorgssamtalen i det digitale rum, på mail, på sms, på de sociale medier og i det anonyme chatrum, hvor vi ofte kun har ordene at gøre godt med, må vi som sjælesørgere bruge andre kommunikative greb for at kompensere for fraværet af det nonverbale sprog. Vi kan ikke umiddelbart transformere den fysiske kommunikationsform ind i det digitale rum. Vi må aflære tillærte afkodninger og de sædvanlige sproglige manøvrer og lære at opøve nye kommunikative færdigheder og koder inden for digital chatkommunikation.

På kurset vil sjælesorgen i det digitale rum blive belyst gennem viden og erfaringer på området fra bl.a. folkekirkens digitale indgang til sjælesorgen og fra den svenske kirkes tilsvarende tilbud samt kommunikation på de sociale medier. Undervisningen vil være en vekselvirkning mellem teori, empiri og praksis med konkret træning af kommunikation på de sociale medier.

Undervisere er...

  • Ole Raakjær, sogne –og hospicepræst
  • Nina Sagovinter, ledende præst i Svenska Kyrkan
  • Katrine Thielke, kommunikationsrådgiver
  • Pernille Hornum, leder af Sjælesorg på nettet (kursusleder)

Foto: Københavns Stift/ Sille Arendt

Tid, sted og tilmelding

København 7.-8. marts 2023
Ansøgningsfrist 7.2.23

 

Aarhus 21.-22. marts 2023
Ansøgningsfrist 21.2.23