DDS 736 Den mørke nat forgangen er
DDS 580 Jesus dødens overvinder
DDS 561 Jeg kender et land, vers 1-3 (melodi: Lindeman)
DDS 385 Op alle folk på denne jord
100S 847 Kalken med Ordet
DDS 731 Nu står der skum fra bølgetop
Morgensalmen ”Den mørke nat forgangen er” synges med frimodighed, nærmest på forventet efterbevilling. Vi synger jo, vel vidende, at der er morgener, vi vågner op til efter den mørkeste nat, hvor vi mistede alt: vores elskede, vores førlighed eller vores forstand. Salmens gentagne bøn, ”Gud give os lykke…” baner vej for Paulus’ storslåede beskrivelse af troens rustning.
”Jesus dødens overvinder” er salme til dagens tekster: Troens kamp er som en indre kamp, vores længsel er stærk, men synet af Guds rige kun anelsesvist. Dåbens vand er renselsesvand for den tvivl, der klæber til troen.
Som beskrevet i noten om genkendelighed og ny-oplevelse under Tværfagligt notat synges tre vers af ”Jeg kender et land”– denne søndag de første tre vers, der beskriver den harmoniske, glædesfyldte, smertefrie tilstand, som sjælen længes efter og erindrer som et tabt land. Det findes, men forekommer uden for rækkevidde. Deraf kommer den sjælelige uro, som fjendtlige magter kan benytte som landgangsbro til at invadere sindet.
Angsten for fortabelsen er altid individuel, men den er et fællesmenneskeligt vilkår og frelsen og fejringen finder derfor sted inden for fællesskabet.
I Brorsons ”Op alle folk på denne jord” indgår den enkelte synders stemme her i et samlet kor, der ’synger hinanden op’. Gennem sangen ’masseres’ håbet – med en grotriansk formulering – ind i de efterårsramte kroppe og sjæle; salver os så at sige til vor egen begravelse, idet vi husker hinanden på, at Gud er mild. Hans ord kan vække os igen. Der kan komme solskin ind i sjælen. Vi får en ny chance trods synden. Så kan vi holde fest. Alle folk. Mens Ordet virker helende og opbyggende ’indefra’ giver menighedsfællesskabet varme, tryghed ’udefra’.
For at indsynges går ”Kalken med Ordet” som nadversalme igennem perioden 21. søndag efter trinitatis til sidste søndag i kirkeåret. Gottliebs melodi er let at gå til, men Grotrians ord og sammenstillinger kan føles uvante i gudstjenestesammenhæng og tåler derfor gentagelse i en periode.
Vi lever i nogen grad endnu på det lys og den varme, vi har med fra sommeren, men dette er ikke i sig selv nok i henseende til at gå mørket (årstidens og sjælens) og slutningen (årets og livets) i møde. ”Nu står der skum fra bølgetop” slår den alvorstone an, som præger årstiden og hele den sidste del af trinitatistiden. Samtidig artikulerer den, hvordan sindets afrustning er en del af troens udrustning (vers 4).
