Samtale
Med udgangspunkt i de to embedsmænds forskellige reaktion på den lovede helbredelse, taler vi om, hvorfor det er så svært at give troen primat:
- Intellektualitet bremser og står i vejen; er (som) den fjende, der vil indskyde tvivlen på ordet, nedskrive troens betydning: ”Vi efter skygger jage og mangen kunst opdage, men kommer længer fra vor vej” (DDS 769 ”Sig månen langsomt hæver”)
- Psykologi ser bort fra menneskets skabelsesvæsen og -vilkår og kan derfor narre os til at tro, at vi ved hjælp af adfærdsværktøjer kan bortskaffe eller bortforklare skylden i vor tilværelse.
- Politisk er der en forførelse i tanken om, at vi kan skabe verden bedre. Gøre værket helt.
Ingen af disse (intellekt, psyke, politisk ideologi) bør italesættes som troens modsætning, men de kan blive dens modstander i det øjeblik, de selvstændiggøres og ophøjes til herskere i stedet for at fungere som hjælpere. Den egentlige modstand, den malle som fjenden kan hægte sin krog i, findes nemlig i vort eget væsens beskaffenhed – hangen til at lede efter en anden eller nemmere vej ud end den gennem troen og hengivelsen.
Nøgleord
Det er efterår. Mørket vokser og vinder ind på os. Alting falder: bladene, æblerne, håbet. Vinden går gennem den tynde jakke. Det er tid at skifte til et tykkere, varmere stykke overtøj. Vi behøver beskyttelse.
Intention
Verden og menneskesindet er en kampplads for Gud og Djævel. Gudstjenesten er i denne sammenhæng et fredet sted, hvor man kan søge tilflugt. Men vi skal turde træde herfra ud i det truede liv igen. Vi vælger salmer og musik, der formidler beskyttelse og som tager angsten for at leve alvorligt. Intentionen er at indgyde kirkegængerne en frimodighed, der ikke undsiger menneskets skrøbelighed.
En note om genkendelighed og ny-oplevelse
Menigheden bliver i en gudstjeneste præsenteret for meget, som (måske) er nyt for dem. Præsten og organisten, som har tilrettelagt gudstjenesten og haft en intention med valget af bønner, salmer og musik, har denne forberedelse som forudsætning for at opleve sammenhæng mellem de forskellige liturgiske led. En gudstjeneste skal naturligvis være selvberoende og kunne opleves som meningsfuld og sammenhængende uden forudgående kendskab til eksempelvis søndagens tekster. Samtidig er det en tanke værd, hvordan man gennem valget og tilrettelæggelsen af eksempelvis salmer ’kvalificerer’ kirkegængerens møde med og oplevelse af de enkelte led og deres sammenhæng. Hver enkelt bøn, salme og tekst og melodi er mættet med udtryk/indtryk for den kirkegænger, der møder dem for første gang.
Eksempelvis er der i Grundtvigs salmer billeder og forestillinger, som det kræver tid at bevæge sig ind i. Det er ikke som at læse en kronik i avisen. Fortrolighed må opbygges, blandt andet gennem gentagelse.
Derfor har vi valgt at lade strofer fra Grundtvigs ”Jeg kender et land” (DDS 561) indgå to gange i samme gudstjeneste. Første gang som fællessalme før prædiken. Anden gang de samme vers sunget af koret som motet efter prædiken. For at undgå gold gentagelse, og i forsøg på at skærpe opmærksomheden vælger vi Lindemans melodi til fællessangen og Otto Mortensens friere svævende melodi til motetten.
Vi låner strukturen fra en symfonisats i sonateform: Først eksposition (salmen før prædiken), der på udviklingsdel (prædikenen), så reprise (motetten), hvor reprisen ikke blot fungerer som gentagelse, men som erindring og refleksion af det forudgående. Bevidstheden er foranderlig og er nu forandret.
Vi foreslår denne struktur som gennemgående i perioden 21. søndag efter trinitatis – sidste søndag i kirkeåret. På det tekstlige plan varieres derved, at det hver søndag er tre-fire nye vers af salmen, der introduceres.
Med dette er vi ikke ude på at skabe en egen ’liturgi i liturgien’ og dermed bryde gudstjenestens Ordo, men blot at eksplicitere det samspil, der allerede er i gudstjenesten mellem ord og toner, og at lege med den tanke, at disse to forskellige medier, når bragt sammen, formidler mere, end hvad hvert medie udtrykker i sig selv.
I modsætning til i den musikalske sonateform arbejdes her med to medier. Udfordringen ligger hermed i, at ekspositionsdelen består af ord + toner, gennemføringsdelen af ord alene og reprisen af (gentagne) ord + (nye) toner.
