Esajas: Profeti om ham, som skal bane vejen for Messias. Ord om livets korthed og Guds ords evighed
Paulus: Der er lys i mørket – vi er trængt, men ikke stængt inde – der er håb om, at også vi skal opleve, at livet er stærkest
Evangelium: Zakarias’ lovsang
De to evangelietekster til denne søndag hører nøje sammen, så for prædikanten vil det være naturligt at inddrage 1. tekstrækkes evangelium og dermed understrege kontrasten i Johannes’ liv, som begynder med en lovsang og slutter i dybeste tvivl. Homiletiske overvejelser til 1. tekstrække kan læses her.
I det følgende vil overvejelserne dog begrænse sig til 2. tekstrækkes evangelium:
I kirkeårets 2. tekstrække er der to lovsange, Zakarias’ og Marias; den ene før jul og den anden før påske – begge affødt af et barns underfulde fødsel. Men hvor Maria bryder ud i jubel allerede ved englens besked, bliver Zakarias i første omgang stum. På dagen, hvor det blev hans tur til at forrette offertjenesten – en tjeneste, som måske kun skete én gang i en præsts liv – fik han at vide, at Elisabeth, hans aldrende kone, skulle føde den søn, de havde håbet på i årevis. Men det, som på enhver måde skulle have været hans livs højdepunkt, blev i stedet et lavpunkt. Zakarias kunne ikke tro, at alt er muligt og intet for vidunderligt for Gud – med en gengivelse af Bent Melchiors alternative oversættelse fra et foredrag.
Han havde håbet og håbet forgæves. Han havde opgivet troen på, at livet ville bringe noget nyt. Livet er kort som græssets, lød det fra Esajas, og mens fremtiden med alderen begrænses af færre muligheder, udvides fortiden til gengæld af alt det, man har ødelagt. Zakarias’ fjender var ikke først og fremmest ydre magter, men indre mismod. Resignation, tomhed og træthed. Det, at man ikke rigtig tør forvente noget og håber alt for lidt. Livet bliver småt, når man har opgivet at tro, at det kan bidrage med noget stort.
Vi sidder i mørke og i dødens skygge, sang Zakarias – ord, man vil genkende fra den gamle kirkebøn, der er den, ritualbogen foreslår efter prædikenen.
Vi sidder med alt det, der gik galt, og alt det, som kan gå galt. Men vi er som Zakarias også dem, som venter på godt budskab. Advent er forventningstid.
Vi venter på jul og alt det vidunderlige, der kommer med barnet i Betlehem.
Vi venter på, at det vender, og at lyset bryder frem i mere end én forstand. Også i modløse sind, så vi med Zakarias ser, at nyt liv er en mulighed, selv hvor livet synes goldt og udsigtsløst. Fjender kan overvindes, også indre. Ydre fjender kan blive venner. Fordi tilgivelse er fuldt så meget en mulighed som uforsonlighed.
Det er sært nok tit lettere at tro, at noget er for godt til at være sandt, end at livet er skabt til at være godt, og at vi derfor altid har noget glædeligt i vente. Men hvorfor egentlig? Gud er nådig – det betyder navnet Johannes, og hans far brød ud i lovsang. Zakarias’ søn skal bane vejen for Marias barn.
Den ene tordnede mod ondskaben, den anden insisterede på godheden, og der blev tændt et håb i verden. Vi er derfor mindre et produkt af vores fortid end af vore forventninger til fremtiden, og de kan kun blive for små. Livet har noget godt i vente, også selv om det ikke altid går, som vi ønsker. Fordi alt er muligt og intet for vidunderligt for Gud.
