Lektie: Vision om det kommende rige, hvor ødemarken blomstrer.
Epistel: Ind i dagens tvivl taler Paulus om at forblive tro og overlade dommen, både over andre og en selv, til Gud.
Evangelium: Den tvivlende Johannes’ spørgsmål og Jesu svar til tro.
De to sidste adventssøndage møder vi Johannes Døber. Advent og jul hører uløseligt sammen. Det samme gør Johannes og Jesus. Johannes er forløberen – Jesus er opfyldelsen.
Johannes er den største overhovedet efter Jesus, men også et menneske, vi kan spejle os selv i. Vi møder ham i fængslet, hvor han er for sin skarpe tunges skyld. Johannes havde haft de største forhåbninger. Men i fængslet kommer han i tvivl. Var alt, hvad han havde troet på og kæmpet for en illusion?
H.J. Falk har i prædikensamlingen En Sct. Knuds postil dette citat af Søren Kierkegaard om tro: ”Jeg tror, ikke et ord mere, det er maximum. Har jeg 17 grunde, tror jeg mindre og endnu mindre, dersom jeg har 18. Ja, for troen har kun den ene grund: at den tror – det er maximum, mere er der ikke at sige. Det er, som når man elsker et andet menneske, man elsker det, fordi man elsker det. Hvis man har travlt med at finde 17 grunde for, at man elsker – og hvis man, når man har fundet den 18. ville sige: nu kan jeg med god samvittighed elske det menneske, for nu har jeg 18 gode grunde til det – så elsker man jo slet ikke.”
Der gives ikke bevis for troen. Der gives kun ord. Men ord har stor magt. ”Fortæl Johannes, hvad I ser og hører”, siger Jesus. Vi ser, hvad vi hører. Det er en almen erfaring. Er en landsdel, et menneske, en befolkningsgruppe talt ned – eller op – længe nok, kan alle snart se, at der er noget om snakken. Vorherre talte kun op og jo oftere, mennesker hørte ham, jo mere afspejlede det måden, de så på hinanden og livet. Hans ord skaber, hvad de nævner.
Johannes var bogstavelig talt spærret inde på grund af ord, og der er meget, der taler imod troen, når man som ham sidder med livets fallitter bag sig og eneste udsigt er døden. Findes da de ord, som sætter fri? I Johannes’ spørgsmål ligger et håb om godt nyt, og Jesus kom med godt nyt netop til fattige, til tvivlende og fortvivlede, til dem, der ikke kan leve, og dem, der skal dø. Verden havde aldrig før hørt om en så ufattelig medfølelse; verden lignede sig selv og var alligevel helt forandret.
Det er forargeligt, at vi skal nøjes med ord. Men troen kommer af det, vi hører, og med troens øjne ser vi, hvad vi ellers ikke ser. Vi venter som Johannes på glædeligt budskab. På julen, hvor intet er forandret, og alligevel er juleaften den mest anderledes i året. En aften, hvor der tændes håb for håbløse.
