Prag er en af Europas helt store gamle kulturhovedstæder. Her har kejsere og konger udøvet deres magt og sat sig spor i bygningers pragt, og herfra er udgået stærke folkelige strømninger, som har sat sig spor langt uden for det bøhmiske område. Det gælder også i kirkelig og teologisk sammenhæng. Tænk på Johan Huss’ betydning for Luther og reformationen eller på, hvordan herrnhuterne som efterkommere af ”de bøhmiske brødre” var med til at danne grobund for de folkelige vækkelser i Danmark.
Og så er der litteraturen. Forfattere som Franz Kafka, Milan Kundera og Václav Havel. Sidstnævnte blev tilmed præsident i Den Tjekkiske Republik, efter at Fløjlsrevolutionen var med til at forandre det europæiske landkort for altid. For det hører også med – det politiske. Prag, Bøhmen, Tjekkiet – disse stednavne har stået i centrum af nogle af de største omvæltende begivenheder i Europas historie, og den dag i dag, hvor krigen i Ukraine påvirker os alle, spiller Tjekkiet en hel særlig rolle.
På dette rejsekursus vil vi komme omkring alle disse inspirerende emner. Vi vil fordybe os i den hussitiske bevægelse som forløber for reformationen, i kirke- og idéhistoriske centraleuropæiske strømninger, som de bl.a. giver sig udtryk i arkitektur pg kunst. Og vi vil arbejde med tekster af Kafka, Kundera og Havel. Tage på studietur til et kejserslot og byen Tabor, hvor man forsøgte at oprette tusindårsriget. Vi vil høre foredrag af forfatteren og Huss-eksperten Peter Tudvad og høre Danmarks ambassadør i Tjekkiet fortælle om højaktuelle emner. Vi vil udnytte muligheden for at tænke og tale sammen på steder, der emmer af historie, ånd og aktualitet. Alt sammen for at tage det med hjem i præstekufferten som et reservoir af tanker og inspiration at øse af.
Rejsen til Prag foregår med fly fra Kastrup. Kursisterne skal selv sørge for at komme til Kastrup, og de betaler selv for flybillet (ca. 2500,- kr.) og forsikring (arrangeres af FUV). FUV står for overnatning, udgifter til forplejning, entreer, transport i Tjekkiet m.m.