Krydsfelt er en konference på tværs af folkekirken og organisationer med tilknytning hertil. Krydsfelt er et mødested, hvor vi på tværs af skel kan samles og blive inspireret i vores arbejde med børn, unge, tro og liv. Samtidig er det også et sted, hvor vi mødes og skaber netværk og sparring på tværs af skel, stillinger og arbejdsgrene.
Hvem er indbydere?
Undervisningsudvalget i Viborg Stift i samarbejde med Danmarks Folkekirkelige Søndagsskoler, KFUM og KFUK, FUV, Folkekirkens konfirmandcenter, Indre Missions Ungdom, FDF, De grønne pigespejdere og KFUM-spejderne.
Hvorfor gør vi det her?
Hver især har vi vores tilgang til det kirkelige arbejde med børn og unge. Men vi tror på, at det giver mening både at kigge hinanden over skuldrene, blive lidt gensidigt inspirerede og også at sætte sig sammen i diverse workshops [feltstudier] og lade samtalen opstå omkring et konkret emne.
Vi forestiller os også, at et krydsfelt kan give en større forståelse for den måde, vi hver især arbejder og tænker på.
Hvem laver vi det for?
Alle der har en opgave som frivillig eller ansat, hvor der gennem undervisning eller aktiviteter arbejdes med tro og kristendom.
Hvorfor netop krydsfelt?
Fordi vi gerne vil mødes i al vores forskellighed og blive inspireret eller udfordret af hinanden. Vi vil gerne skabe nye kontakter og relationer på tværs.