Foretrukken læsning: Rom 11,32-26
På festdagen for den treenige Gud kunne der egentlig være god mening i at implementere den gammeltestamentlige læsning i gudstjenesten, men den er bare allerede inkluderet i evangelielæsningen. I Romerbrevet får vi en kort og sprudlende lovprisning af Guds storhed. En lovprisning, som ’synger’ med på dagens mange takkesalmer.
En hyggelig sludder med sin Gud
En lidt (for) kæk overskrift på søndagen, som markerer indgangen til kirkeårets anden halvdel: delen, hvor det daglige trosliv udfoldes og tematiseres på baggrund af, at den treenige Gud har åbenbaret sig for os via begivenhederne, som ligger til grund for jul, påske og pinse.
Denne dag er en understregning af, at Gud er ophøjet og umålelig. Men han har samtidig gjort sig tilgængelig igennem Jesus. Så tilgængelig, at Nikodemus kan opsøge ham en sen hvileløs aften og få en stille aftenpassiar med ham. Den ufattelige Gud er blevet menneske og har gjort sig tilgængelig – for Nikodemus og for os.
I prædikenen kan man forsøge at anskueliggøre, hvordan Gud så er tilgængelig for os, der umiddelbart ikke helt kan gøre som Nikodemus. Hvordan kan vi finde ham i en sen aftenstund og få ham i tale? Måske er det ikke sværere end som så. Måske er Gud netop at finde i samtalen med vores næste, i en stille andagtsstund, i en vandretur i det fri. Hvis Helligånden ikke er kommet forgæves til verden, er Gud måske netop at finde i mødet med vores næste.
Der er nok at tage fat på i evangelieteksten alene, hvor ingen kan bebrejdes, hvis man sidder tilbage med mindst lige så mange spørgsmål som Nikodemus. Det er – ganske typisk for Johannesevangeliet – sprængfyldt med betydningsbærende ord i selv de mindste sætningskonstruktioner. Det kan overvejes at tage menigheden med på denne vandring og stille os selv i Nikodemus’ sandaler: Jeg spørger i øst, men Jesus svarer i vest – lyder det til. En konstatering af, at det ofte er svært at tro og forstå, fordi vi nærmer os det, der er større end os selv. Men også en overgivelse til, at ham vi ikke altid eller sjældent forstår, alligevel har rakt hånden ud til os og åbenbaret sig for os i den, der er så nær som min næstes hånd.
Et par andre veje man kan gå, end den meget tekstnære udlægning, er at tage et tematisk blik på kirkeåret:
Hvad er sammenhængen mellem de to halvdele af kirkeåret – og hvorfor er det vigtigt?
Man kunne tage et kig på, hvor meget den treenige Gud faktisk udtrykkes igennem gudstjenesten: alt lige fra bedeslag, ind- og udgangsbøn, kollekter, salmer til doksologier, nadver, trosbekendelse og dåb.
Endelig kunne man som ved 2. pinsedag også kaste et nærmere blik på personen Nikodemus og se, hvordan han faktisk dukker op igen i Johannesevangeliet ved et par senere lejligheder; det kan godt være, at han ikke fangede alt, hvad der var at sige om Gud, Jesus og Helligånden denne aften, men noget satte sig spor, og han vendte siden tilbage og forsvarede Jesus (Joh 7) og medvirkede endelig ved gravlæggelsen (Joh 19).
