Foretrukken læsning: Sl 51
En velkendt davidssalme, som poetisk udtrykker både dybfølt og retfærdig anger – og som samtidig finder det stille, men kraftfulde håb i, at Gud ikke vil afvise det sønderbrudte og sønderknuste hjerte.
Giv os arvesynden tilbage
Bededag er traditionelt set en helligdag, hvor anger, syndsbekendelse og bod er centrale temaer. Det kan jo umiddelbart virke fremmedgørende og fjernt fra et nutidigt menneske; er det da virkelig så galt fat med mig? Det er da ikke dét, jeg kommer i kirke for at høre.
Men ud over at have kirkehistorien for sig, kan det faktisk være et både frisættende og glædeligt budskab. De flest mennesker ved godt, at de fejler. Og budskabet i dag er: Det kan faktisk ikke være anderledes. Bevidstheden om, at jeg pr. definition ikke kan lykkes med alt, hvad jeg foretager mig, kan være nedslående og ubehagelig for mange ved første øjekast. Men er det mon muligt at vende den om denne dag? Kunne det i virkeligheden tænkes at være et frisættende budskab at høre, at jeg hverken kan eller skal lykkes med alt? Lige ind i en tilværelse, hvor vi ofte kun har os selv at klandre for, hvis alle vores drømme ikke går i opfyldelse. Et perspektiv, som også kan lede til erkendelsen af, at der faktisk er grænser for både min magt, mit ansvar og min indflydelse. Og at Guds arme stadig er bredt ud imod mig, når jeg uundgåeligt før eller siden rammer den grænse. Bededag er ikke til for at mase individet ned under gulvbrædderne, men for at åbne vores øjne for, at Gud er Gud, og vi er mennesker – og det er i virkeligheden bedst sådan.
Man kunne for eksempel på denne helligdag tage livtag med læren om arvesynden. Det vil sige gøre op med den stadig alt for folkeligt udbredte misforståelse om, at det handler om, at jeg arver synd, som min bedstefar har begået. Og en uddybning af, at det dybest set handler om, at jeg af natur er syndig, jf. Sl 51: ”I skyld har jeg været fra jeg blev født”.
Af samme grund kan helligdagen sagtens bære et væsentligt islæt af salmer, som man måske ofte ellers vil kunne finde til skriftemål eller som personlig andagt. Men det bliver for tungt kun at synge ”Kyrie eleison” (Herre, forbarm dig over os). Vi skal også høre anden del af det frisættende budskab: Herren har forbarmet sig over os. ”Himmeriget er kommet nær” (Matt 3). Han er kommet os i møde. Han kan give os håb, hvor håbløsheden ellers råder.
I evangelieteksten bruges billedet om øksen, der allerede ligger ved træets rod. Der er krasse domsord i luften. Ægte omvendelse er ikke kun noget, vi siger med vores ord, mens vi så handler stik modsat. Troen må også have et udtryk. Som grenen på vintræet, der bærer frugt, når den får sin næring fra stammen, er det naturligvis Gud, der virker dette udtryk. Men der ligger i helligdagens tematik – og særligt i evangelielæsningen – et alvorligt opgør mod hykleriet og troen som blot en overfladisk fernis, hvor Gud netop ikke får lov til at virke forandringen i os. Som farisæerne, der af Jesus fik på puklen for at dyrke overfladen frem for ham. Vi er ikke sikrede ved at ”have Abraham til fader”, være medlem af folkekirken eller mene de rigtige ting. Vi er sikrede ved Guds nåde; ikke ved vores egen kraft.
Desuden hører vi, at Gudsriget er kommet til os med Jesus. Han er blevet vores frelser og forsoner. Han har fundet os, da vi ikke ved egen kraft kan finde ham (jf. "Den mægtige finder vi ikke", DDS 414).
