I påskens drama er vi nået til skærtorsdag. Det er aften, disciplene har forberedt påskemåltidet efter den jødiske forskrift, som beskrives i detaljer i den gammeltestamentlige tekst.
Måltidsfællesskabet giver i epistellæsningen løfte om en vedvarende og fremtidig forbundethed. Og så skulle alt være harmonisk og godt omkring det jødiske påskebord.
Men evangelielæsningen emmer af disharmoni: af disciple, der venter anspændte, urolige og forvirrede; af Jesus, der foregriber begivenhedernes gang og forudsiger noget, som bare ikke må ske; af Judas, der føler sig anklaget; af Jesus, der ser et menneske blive ramt af ubærlig skyld. Det er ikke det festmåltid, som kunne forventes sådan en aften. Noget andet er på spil – uro og smerte – mørke og mystiske toner. Det er ikke en aften med en masse svar, derimod en aften med en masse spørgsmål.
Disharmoniske toner, forvirring og ængstelse, skyld og skam, ulidelig venten, tragedien, der udspiller sig med en næsten tvungen nødvendighed, oplevelsen af dyb meningsløshed, tvivl og angst – alle sammen temaer, der vel dukker op i de flestes liv fra tid til anden.
Trøsten skærtorsdag er, at intet menneske efterlades alene midt i selv den dybeste fortvivlelse. Judas sættes ikke uden for døren, forræderen inkluderes i måltidsfællesskabet. Jesus forudsiger den bundløse smerte, men holder samtidig urokkeligt fast i den lidende sjæl. Ingen sættes på porten, han er den ven, der aldrig giver slip, syndernes forladelse rækkes til den, der længes efter den – uden undtagelse.
Det kaster lys ind i aftenens mørke og sender os ud i natten med et stilfærdigt håb:
”Han glemmer mig aldrig i afgrundens nat
han løser min ensomheds gåde
(…)
han klipper en stjerne af himmelpapir
han sætter den op ved mit gærde”
som det lyder i motetten, ”Han glemmer mig aldrig”.
Vi kender ikke alle svarene, men ét er vi lovet: Vi har ubrydeligt følgeskab.
