Samtale
Såvel evangelieteksten som dagens placering i (kirke)året lægger op til en form for selvopgør, status, selvransagelse. Dermed peger sidste søndag i kirkeåret både bagud mod det forgangne og frem mod det kommende (adventus) som en bods- og bedetid.
Men ét er at gøre status. Det er vi vant til fra regnskabsåret, hvor kassebeholdningen skal afstemmes, ved nytårstid, hvor vi ser tilbage og laver nytårsforsætter og efter snart sagt enhver sportspræstation – "hvordan synes du selv det gik?". Noget andet er, når der skal træffes afgørelse, fældes en endelig dom. Hvad hvis vi kun kan se tilbage, og fremtiden ikke rummer flere chancer eller muligheder? Tilbageblikket på dagene og livet, der gik, bliver tungt i erkendelsen af alt det, der er uigenkaldeligt forbi og med tanke på det, der gik skævt, og som er uopretteligt.
Samtalen falder på Lisbeth Smedegaard Andersens salme "November går tungt gennem byen", hvor vi bliver særligt optaget af vers 5:
- De "blå arabesker", snørklede mønstre i blåtonede farver, der står i kontrast til "sort-hvid grafik" på muren i vers 3.
- Tonerne af "orgelmusik". (Hvordan) er den forbundet med dommen? Det er netop ikke domsbasuner – hvor befinder jeg’et sig – i gudstjenestens rum?
- Formuleringen ”Vil du, Herre, også forkaste…” Guds dom er åbenbart ikke den første dom, vi mødes af. Vi er vant til at læse evangelieteksten, som om det er os, der er de tiltalte. Det kunne jo også være, at vi (ind imellem) var de forsømte, dem som andre ikke så til og tog vare på.
Smedegaard Andersens salme er nærmest en direkte reaktion på evangelieteksten, som salmens jeg forholder sig tvivlende, spørgende og afventende til. Hun er afklædt, hudløst ærlig i henseende til, hvad hun selv formår og kan gennemskue.
Og så bliver vi opmærksomme på Ole Wivels "Der truer os i tiden" fra 1959 (nr. 182 i 19. udgave af Højskolesangbogen) som en parallel tekst; "November går tungt gennem byen" er Wivels digt omsat til en salme, der tager livtag med samme problematik: mennesket efterladt i moderniteten, efter uskyldstabet:
I begge sange synger vi i afmagt – om ”vort livs forlis” (Wivel) og ”misbrugte døgn” (Smedegaard). Hos Wivel søger hjertet i sin feber ”mod håbets vendepunkt”, men selvom Wivel taler om, at vor færden skal fornys i ordet, er det alligevel tåget, hvad det er for et ord (med lille o). Smedegaard henvender derimod direkte sin bøn til Vor Herre: ”Jeg tror du igen vil forlade/ din himmel før alt brænder ned/ og tilgi’ og bære min smerte/ og bytte den ud for din fred."
Den "nådesløse" sort-hvide grafik hos Smedegaard rummer en reference til Wivels atombombe-skygge af affotograferede kroppe på en mur i Hiroshima.
"Før sang man roligt salmer i fattet tro på Gud" (Wivel). Smedegaards jeg har samme længsel efter at kunne læne sig ind i en tradition og en rytme, der er stædigere og mere ubrudt end hendes egen – og bevæger sig derfor hen i kirken for at synge – "bag ved november/ skal rejse sig dage med sang" – i håb om dér at finde en Gud, der holder hende ud fra søndag til søndag (med Johannes Johansens formulering i sin kollekt til dagen i Tillæg til alterbogen).
Ligesom Wivels sang beskriver salmen erfaringen af, hvordan hjertet her ved løvfalds- og jævndøgnstid er delt og i strid med sig selv. Men det tunge ansvar, som Wivel placerer hos mennesket alene ("alt er igen uprøvet i dine hænder lagt"), må Smedegaard rundt om syndsforladelsen (vers 6) for at kunne bære eller løfte (vers 7). For nok er Adams billede nedskrevet, men det forklares i lyset af opstandelsen og Kristi genkomst: de blå arabesker trumfer den sort hvide grafik.
Nøgleord: tilbageblik
Vi mennesker er kun i stand til at se tilbage i tid. Vorherres blik kastes tilbage på os fra fremtiden, det kommende. Kommer os i møde. Blikket hos den, der dømmer os kan se mere, end vi selv kan se.
Intention
At holde fortid og fremtid oppe mod hinanden i gudstjenestens nutid, med bønnen som hængsel herimellem. At holde tanken om den mulige forkastelse åben, samtidig med troen på nådeårets komme.
En note om genkendelighed og ny-oplevelse
Menigheden bliver i en gudstjeneste præsenteret for meget, som (måske) er nyt for dem. Præsten og organisten, som har tilrettelagt gudstjenesten og haft en intention med valget af bønner, salmer og musik, har denne forberedelse som forudsætning for at opleve sammenhæng mellem de forskellige liturgiske led. En gudstjeneste skal naturligvis være selvberoende og kunne opleves som meningsfuld og sammenhængende uden forudgående kendskab til eksempelvis søndagens tekster. Samtidig er det en tanke værd, hvordan man gennem valget og tilrettelæggelsen af eksempelvis salmer ’kvalificerer’ kirkegængerens møde med og oplevelse af de enkelte led og deres sammenhæng. Hver enkelt bøn, salme og tekst og melodi er mættet med udtryk/indtryk for den kirkegænger, der møder dem for første gang.
Eksempelvis er der i Grundtvigs salmer billeder og forestillinger, som det kræver tid at bevæge sig ind i. Det er ikke som at læse en kronik i avisen. Fortrolighed må opbygges, blandt andet gennem gentagelse.
Derfor har vi valgt at lade strofer fra Grundtvigs ”Jeg kender et land” (DDS 561) indgå to gange i samme gudstjeneste. Første gang som fællessalme før prædiken. Anden gang de samme vers sunget af koret som motet efter prædiken. For at undgå gold gentagelse, og i forsøg på at skærpe opmærksomheden vælger vi Lindemans melodi til fællessangen og Otto Mortensens friere svævende melodi til motetten.
Vi låner strukturen fra en symfonisats i sonateform: Først eksposition (salmen før prædiken), der på udviklingsdel (prædikenen), så reprise (motetten), hvor reprisen ikke blot fungerer som gentagelse, men som erindring og refleksion af det forudgående. Bevidstheden er foranderlig og er nu forandret.
Vi foreslår denne struktur som gennemgående i perioden 21. søndag efter trinitatis – sidste søndag i kirkeåret. På det tekstlige plan varieres derved, at det hver søndag er tre-fire nye vers af salmen, der introduceres.
Med dette er vi ikke ude på at skabe en egen ’liturgi i liturgien’ og dermed bryde gudstjenestens Ordo, men blot at eksplicitere det samspil, der allerede er i gudstjenesten mellem ord og toner, og at lege med den tanke, at disse to forskellige medier, når bragt sammen, formidler mere, end hvad hvert medie udtrykker i sig selv.
I modsætning til i den musikalske sonateform arbejdes her med to medier. Udfordringen ligger hermed i, at ekspositionsdelen består af ord + toner, gennemføringsdelen af ord alene og reprisen af (gentagne) ord + (nye) toner.
