DDS 392 Himlene, Herre, fortælle din ære
DDS 28 De dybeste lag i mit hjerte
DDS 162 Det var kun en drøm
DDS 667 Skulle jeg dog være bange?
DDS 320 Midt iblandt os er Guds rige
DDS 7 Herre Gud! Dit dyre navn og ære
1. salme: ”Himlene, Herre, fortælle din ære”. I denne salme beskrives både det majestætiske, kosmiske gudsbillede (vers 1 og 5) og den guddommelige tilstedeværelse, der viser sig i Ordet (vers 2 og 3), i evangeliets forkyndelse og det nye liv (vers 6).
2. salme: ”De dybeste lag i mit hjerte”. Også i denne salme befinder vi os i den meditative situation, hvor mennesket oplister de mange forskellige gudsforhold, jeg søger og længes efter, herunder ”forklarelsens land” i vers 2. Men jeg indrømmer, at jeg ikke selv behersker dem, men må forlade mig på, at Kristus vil møde mig ”midt i mit goldeste land”.
3.salme: ”Det var kun en drøm” Her kombineres epistel-og prædikentekst, men vi er på vej væk fra den åndelige oplevelse og hen imod en forståelse af Kristus også som den, der må være en del af lidelsen. På trods heraf gør hans ord det godt at være hos ham (vers 4).
4.salme: ”Skulle jeg dog være bange?” Med Kristusordet: ”Rejs jer og frygt ikke!” er jeg som menneske sat ind i det direkte gudsforhold. Jeg kan i mit liv opleve, at skyen (vers 3), ganske som i epistlen og evangeliet er bestemmende for mit liv, men erkender, at dette kun er for en kort tid. Jeg må forlade mig på Jesu navn som det afgørende (vers 6). Salmen udtrykker tilværelsen, således som den er, når jeg har rejst mig op efter ordene ”frygt ikke”.
5.salme: ”Midt iblandt os er Guds rige” præciserer som salme under nadveruddelingen, at evangeliet som et ”rejs jer og frygt ikke” lyder hver søndag, ”når os med Herrens stemme Ånden kalder hver især”. Det betyder endvidere, at vi i gudstjenesten får øje på Guds Rige, og i nadveren får en forsmag på det, hvilket er et glimt af Guds Rige, ganske som dagens tekster udtrykker det. I salmen finder vi også begreber fra dagens tekster som synlighed og forklarelse, ligesom ”frygt ikke”-ordet kan høres som baggrund for den trøst og fred, der findes i versene 4-6.
6.salme: ”Herre Gud! Dit dyre navn og ære”. Som afslutning kan det frisatte menneske nu synge en takkesalme, der slår fast, at tilværelsen beror på den guddommelige almagt. Det er atter ”frygt ikke”-ordet, der kan høres i opfattelsen af Gud, som den almægtige, således at det kosmiske gudsbillede, gudstjenesten begyndte med, også danner afslutning.
