Motet til børnekor
”Du fødtes på jord” (DDS 69) vers 1, 2, 6 i Syng nu for Herren, Edition Egtved. Den direkte guddommelige henvendelse i Ordet (”frygt ikke”) er i sidste vers gengivet som en sammenfatning af hele Jesu virksomhed, og vi indgydes ”mod til at leve et menneskeliv”.
Motet til ligestemmigt kor
”Med strålekrans om tinde” (DDS 161) på melodien til ”Se, hvor nu Jesus træder”. Cantorinus 1, Edition Egtved. Da vi på grund af gudstjenestens opbygning foretrak andre salmer end DDS 161, vil det være naturligt, at denne indgår som motet, fordi det er en gendigtning af dagens prædikentekst.
”Eloge (Jeg tror på den usynlige Gud)” af Ole Schmidt og Jørgen Gustava Brandt i Cantorinus 3, Edition Egtved, hvor det ”usynlige lys” giver associationer til søndagens tekster.
Motet til blandet kor
”Det livets ord vi bygger på” (DDS 560), SATB-sats af Christian Præstholm fra Dagen gror af morgengryet – 75 korsatser til kirkeåret, egen udgivelse. I de sidste linjer af DDS 560 fremstilles Ordet som det der bliver det altafgørende i forhold til den menneskelige eksistens. Der er tale om en sprogligt set meget direkte fremstilling, som kan forstås i forlængelse af Jesu direkte tale til disciplene.
Per Günther ”Tør end nogen ihukomme” (DDS 348), Lovsynger Herren – 16 motetter til kirkeåret, FUK 131, Forlaget Mixtur. I DDS 348 beskrives den guddommelige storhed og majestæt, men det sker i poetiske vendinger og forbindes dermed med søndagens bevægelser mellem det direkte og det indirekte. Der er ligeledes tale om bevægelse fra det kosmiske og himmelske til det jordiske (vers 5 og 6).
Præludium
Nicolas-Jacques Lemmens ”Fanfare”. En sats som udtrykker noget pompøst (ærefrygt) med akkordbrydninger, der kan illudere lysglimt. Det nedadgående sekvens kan symbolisere bevægelsen fra det kosmisk/himmelske til det jordiske (som nævnt ved motetten for blandet kor) Fanfaren findes i forkortet form (hensigtsmæssigt til gudstjenestebrug) i Festmusik for orgel, del I (TRUMPH)
Postludium
Vi går ud med et ”frygt ikke”, derfor bør postludiet være festligt. I Festmusik for orgel, del I (TRUMPH) står også det lille F-dur præludium af Bach. Det ville være velegnet på grund af den tredelte rytme og samme toneart som sidste salme. Det tredelte taktart kaldes også den fuldkomne (’tempus perfectum’), fordi den ikke kan deles lige. På Bachs tid betegnede man ¾ med en helcirkel på nodelinjen. Et alternativ kunne være Carl Nielsens "Festpræludium", som også er festligt og har sidste salmes tredelte rytme. Findes i Jubilate, Gehrmans musikforlag, eller som enkeltnode.
