Tema: Guds uretfærdige retfærdighed
Det er vårvinter, det er forholdsvis lyst og helligtrekongers herlighedstid er stadig i frisk erindring. Vi taler om forskellen mellem menneskelig retfærdighedssans og Guds. Retfærdighed er en relation, på den måde forstået, at retfærdighed dybest set handler om, hvordan vi omgås, hvad det vil sige ’at færdes ret’. Guds retfærdighed, som den viser sig i Kristus, er uadskillelig fra hans barmhjertighed og kærlighed.
Sådan er det ikke uden videre med menneskers retfærdighed. ’Øje for øje og tand for tand’ ligger os mere lige for. Er dit øje ondt, fordi jeg er god? Misundelsen lurer ved hjerteporten. Verden bruger en anden kugleramme, og derfor er det logisk, at arbejderne spørger. Har de stået ledige hele dagen, fordi man har engageret de dygtigste og mest engagerede først? Bliver vi utilfredse med det, vi har fået, når vi ser andre få det samme for færre anstrengelser?
Pointen er her, at alle får det hele. I himmeriget er der ingen resultatløn. Det er ikke ny løn efter kompetencer. Det her er ikke årstalen på CBS, hvor der fokuseres på økonomisk vækst, selv om man også dér nu taler om bæredygtighed og CSR (corporate social responsibility) altså værdier, der kan aflæses andre steder end på bundlinjen. I evangeliet er der ingen, der siger: Lad falde hvad ikke kan stå. Her er kun den overflødig, der spilder sit liv på sig selv ved at have nok i sig selv og lade misundelsen styre. For det er jo ikke sådan at misundelse kan undgås, det springende punkt er, hvad man stiller op med den. Og i himmeriget skal det altså se anderledes ud.
Forholdet til hvad der virker retfærdigt, afhænger også af, hvad man har aftalt. I kirkelig sammenhæng får nogen høje honorarer, andre små, andre igen betaler for at være med i et kor. Det er man ikke utilfreds med, fordi man har aftalt det. Alligevel er der i vingården og altså i himmeriget et voldsomt ligemageri, der gør det svært i verdens forstand at acceptere, at der faktisk er indgået aftale om samme løn til alle, uanset hvor længe de arbejder. Er det måden, vi håndterer linealen på, der gør mange stressede?
Vi taler om karakterskalaen. Der stræbes efter det perfekte, men det perfekte er dødt. Livet leves i imperfektum. Perfekthedslinealen er ikke kirkens og himmerigets lineal, og bruger man den, føler man sig snydt. Knækker man den lineal, bliver der plads til livet, som leves i imperfektum.
