Guds uretfærdige retfærdighed
Hos Gud kan den sidste være den første og den første den sidste. Gud har nemlig sin helt egen regnestok, og den regner ikke først og fremmest med retfærdighed. Den regner med barmhjertighed. Barmhjertighedens lov. Den Jesus Kristus kommer med, ja, ER i egen høje person. For menneskenes skyld bryder Jesus med gengældelsens lov, og det gør han med kærlighedens generøse lov. En mærkelig historie om, at når mennesker er uretfærdige, er det skidt, men når Gud er uretfærdig, er det godt!
Selvom det er 2000 år siden, Jesus gjorde op med millimeterretfærdighed, så er det som om, den ikke har sluppet sit tag i os. Vi kan stadig finde på at komme i tanker om, at retfærdighed er at gengælde ondt med ondt og godt med godt. Løn som fortjent eller forskyldt. Men den praksis er altså ikke kristen, for den kristne praksis vil altid forsøge at bryde den onde gengældelse. Som regel er det altså godt, at vi ikke får løn som forskyldt. Det er i det mindste godt for den skyldige. Guds retfærdighed kan ikke skilles fra hans barmhjertighed og kærlighed.
Så hvis man skal sige noget om Guds regnestok og mentalitet, så tror jeg, at Gud har en mentalitet, der ligner Matador-grisehandlerens Katrines og regner ligesom hende. Gud har en bedstemormentalitet. Når den dygtige Ellen får en hest af sin stedfar, Mads Skjern, med ordene: ”Sådan én får man, når man er dygtig i skolen”, så kommer Katrine trækkende med en hest til Daniel med ordene: ”Sådan én får man, når man er en god og kærlig dreng!”.
Misundelsens skæve sideblik
Er dit øje ondt, fordi jeg er god, spørger vingårdsmanden, og man må svare, at i hvert fald er vi tilbøjelige til at snuble i sammenligningens skæve sideblik, når vi ser, at sidemanden ufortjent får det samme som os selv. De første arbejdere får jo ikke skældud for at have været de første, eller for at have udført deres arbejde godt. Den slags er altid agtværdigt og nyttigt. Nej, de får skældud for at snuble i sammenligningens skæve sideblik, at de ikke under de sidst ankomne at få til livets ophold, som de selv.
Engang fik jeg ved et foredrag en bog af foredragsholderen, angiveligt for modigt at stille det første spørgsmål ved den efterfølgende debat. Det blev jeg glad for, men indrømmer, at stoltheden aftog efterhånden som også de, der stillede det andet og det tredje spørgsmål, fik en bog – og så fremdeles.
Det drejer sig ikke om at komme først, det drejer sig om overhovedet at vove sig frem. Gud tager i mod os, lige meget hvornår vi kommer, ligegyldigt i hvilken forfatning vi er, og lige meget hvor lidt vi kan yde.
For Gud elsker ikke drømmen om os, han elsker os, som vi er. Man skal ikke først sys om til en anden, end den man er, for at Gud kan elske én. At man så kan risikere at blive en anden eller måske virkelig sig selv ved at opdage, at man er elsket af Gud, det er en anden sag.
