Ordskvalder og stilhed
Den, der har ører at høre med, skal høre. Høre i en anden forstand end den gængse. Måske tænkes der på at lytte med hjertet. Og hvad er det, hjertet kan høre, også når øret kun svarer med sin døve ringen?
Hjertet kan høre andet end ordskvalder, det kan høre en dyb, ubekvem, ældgammel visdom om opofrelse, om hårdt arbejde, om nøjsomhed, om alt det, denne verdens kloge hoveder ikke kan læse sig til, købe eller charmere sig til eller forgifte sig fra. Hjertet kan høre børn i nød kalde fra andre kontinenter, ord, der gør verdens visdom til dårskab. Ord om barmhjertighed. Ord, der er udgået af Guds mund, da hans søn Jesus Kristus begyndte at tale til os, som han talte til folkene den dag ved søen, ord som er faldet i så god jord, at det ikke vender virkningsløst tilbage, men gør Guds vilje og udfører hans ærinde. Bærer mange fold.
Lad os bede Gud bryde vores indre klippegrund op og omdanne den til god (j)ordbund, lad os bede ham skrue op for vores indre høreapparat, så vi kan høre hans ord og handle efter det.
Visdom og dårskab – og ødselhed
Nu kunne vi begynde med at undskylde os med, at vi har svært ved at høre pga. af al den lyd vi er omgivet af, men da lydbilledet på Jesus tid jo var et ganske andet og mere stilfærdigt, og han alligevel siger: ”Den der har ører at høre med, skal høre”, så må der også dengang have været noget på færde, der forhindrede mennesker i at høre, hvad Gud siger til dem.
Måske havde de som Paulus spærret længslen efter Gud inde i fordommen om, hvordan Gud skulle være. Fordi det var en dårskab at tale om, at Guds frelse skulle åbenbares i et korsfæstet menneske. Paulus’ planer var i sandhed ikke Guds planer, men Gud havde planer med Paulus og må have forandret selve hans hjertes (j)ordbund, så han kunne høre Jesus den dag ved Damaskus, da han for det indre øre hørte ham spørge: ”Hvorfor forfølger du mig?”. Se, Paulus længtes jo netop så heftigt efter Gud, men havde rettet sin længsel et helt forkert sted hen, havde lagt øret til lovens stentavler i den tro, at han kunne få stillet sin længsel efter Gud dér, men forgæves.
Vores situation er så radikalt anderledes end Paulus’, vi ved sådan set godt, hvor vi skal lægge øret til. Vi har kaldt os kristne her til lands i over 1000 år, og alligevel er det, som om vi har et høreproblem, et problem med at leve af lyden af Jesus Kristus, af Guds ord, som sår, om det så skal koste ham sår. Så ødsel er Gud med sig selv.
