Foretrukken læsning: 1 Mos 11, 1-9 og / eller ApG 2, 1-11
Der er mange gode grunde til at læse den gammeltestamentlige tekst denne højtidsdag. Det er så at sige antitesen til pinseunderet. Det Gamle Testamentes ætiologiske beretning om, hvordan mennesket bliver fremmedgjorte for hinanden, skaber en glimrende kontrast til pinsebudskabet: Nu samler Gud Helligånd skabningen i lovsang, tilbedelse og efterfølgelse. Det er dog også svært at komme uden om at læse pinseunderets beretning. Hvor der blot læses to tekster, kunne man måske driste sig til for en enkelt gangs skyld at udelade evangelielæsningen? Med menighedsråds og biskops godkendelse, naturligvis.
I nogle kirker er der også en tradition for, at pinseberetningen – eventuelt delt i mindre bidder – læses på nogle af de forskellige sprog, der måtte være repræsenteret i menigheden. Dette har mindst tre forskellige effekter:
- Det understreger kirkens enhed: at sprogene er mange, men Gud er én (1 Kor 12), og at Helligånden stadig taler hjertets sprog på mange modersmål.
- Det inddrager flere frivillige i gudstjenesten og er med til at give helligdagen et særpræg; ikke bare i indhold, men også i udtryk.
- Det kan bidrage til at favne kristne fra andre lande, som det kun i ringe grad er lykkedes at integrere som en del af det folkekirkelige fællesskab.
… at du må bo ved troen i vore hjerter…
Pinsedag er den tredje og mindst folkelige af kirkens højtider. Men det betyder ikke, at den er uvæsentlig eller mindre glædelig af denne grund. Nogle kalder pinsedag for kirkens fødselsdag, men den kristne kirke – fællesskabet om og med Kristus – har rimeligvis eksisteret, siden Jesus kaldte de første disciple. Man kunne også argumentere for, at den allerede eksisterer på gammeltestamentlig tid. Nærmere er det vel kirkens dåbsdag: Helligånden blæser Guds livgivende ånde ind i disciplenes spæde trosgløder, så de genfødes til en ny virkelighed, meget lig den klassiske lutherske forståelse af den kristne dåb.
Overskriften, der er taget fra Ef 3,17, er gengivet i den ene nadverbøn, der begynder med ordene ”Opstandne Herre og frelser…”. Det er er den virkelighed, der tilvejebringes pinsedag: Helligånden bringer den opstandne og himmelfarne Kristus nær, så han ved troen bor i hjertet og dermed er helt nær.
Disciplene får til opgave at bringe evangeliet ud til alverden. Pinsedag udrustes de til denne opgave. Nu både skal og kan evangeliet bredes ud til alle folk og tungemål. Disciplene bringer på den måde, ved Guds egen kraft, evangeliet ind i deres medmenneskers hverdag.
I luthersk sammenhæng kan der være en tendens til, at vi tænker, Gud Helligånd gør arbejdet, så vi skal træde til side og lade ham komme til. Men i så fald overser vi, at Helligånden netop virker igennem kirken, det vil sige det kristne fællesskab. Pinsedag er den tydeligste markering af denne sammenhæng: Helligånden virker forandringen i tolderen, fiskeren, frihedskæmperen, og de bliver både objekter og subjekter for Guds underfulde ageren på jorden.
Det er den tradition og opgave, den gudstjenestefejrende menighed inviteres med ind i ved en nutidig pinsefejring. Vi skal have historien med, fordi det er den første pinse, der giver startskuddet. Men vi skal give plads til aktualisering, og at den enkeltes tro kan rummes – hvor stor/ lille, udtalt/uudtalt den end måtte være.
