Glæden eksploderer påskedag. Det er en festdag med forløsningen efter påskeugens drama. Det er glæde uden forbehold. ”Lad festprocessionen danne kæde helt op til alteret”, proklamerer den gammeltestamentlige tekst. ”Lad os derfor fejre” en ny påskefest med en ”ny surdej”, lyder det i epistellæsningen.
Hvor strømmer glæden så fra? Ja, fristelsen til at begynde at forklare opstandelsens virkelighed er stor. Men evangelielæsningen falder ikke for fristelsen. Svaret er entydigt, enkelt og forunderligt: en tom grav. Ud af tomheden i en gravhule flyder en overvældende glæde, der har fyldt kirker og menneskehjerter i mere end 2000 år. Markusevangeliets påskefortælling er rippet for enhver form for drama eller forsøg på forklaring. Nøgternt fortælles der om en stor sten, der er væltet fra – om et lig, der er forsvundet – om en ung mand i hvide klæder med et umuligt budskab – om nogle chokerede kvinder, der ikke fatter, hvad der er sket. Og den slutter i tavshed.
Alligevel fejrer vi påske så mange år efter. Som den tomme grav er også tavsheden fyldt med kraft. Noget vokser frem, en erfaring af noget, som ikke kan sættes på ord, som ikke kan forklares, som er ufatteligt, som ikke har rationel mening, men som på trods af dét er virkeligt, og som forandrer menneskeliv.
Opstandelsen kan ikke gribes med fornuft, den er et mysterium, et under, der overstiger vores vildeste fantasi. Måske skal vi så også påskedag give plads til dens uudgrundelige hemmelighed ved at undlade at forsøge at udlægge og forklare den, men overgive os til glæden. Som at svime hen i forundring over en solopgang eller en solsorts morgensang eller duften af de første syrener. Som at hengive sig til kærlighedens mulighed. Som at se en brun påskeliljeknop briste og folde sig ud i den smukkeste gule farve. Som at blive løftet af en tone eller et ord eller et kærtegn. Vi kan forklare det alt sammen ihjel, men vi kan også bare juble og leve af det.
