DDS 84 Gør døren høj, gør porten vid
DDS 31 Til himlene rækker din miskundhed, Gud
DDS 176 Se, hvor nu Jesus træder
KSB 911 Tænk, erantis, at du gider
DDS 192 Hil dig, frelser og forsoner
52 Du, Herre Krist
Palmesøndag er de store modsætningers dag. Som man kan læse i de homiletiske overvejelser rummer dagen både på den ene side Hosianna og på den anden side visheden om passionshistorien, der venter forude.
Vi ved også, at mange kirker har æselbesøg og familiegudstjeneste palmesøndag. Derfor har vi her efter første tekstrække fokuseret mere på Hosianna end på passion. Vi tager ikke udgangspunkt i en egentlig familiegudstjeneste, men mener, at man vil kunne plukke salmer herfra også til en sådan.
Under anden tekstrække vil man senere finde en palmesøndag, som er mere præget af bevidstheden om den forestående passionsberetning.
I første salme, ”Gør døren høj, gør porten vid” understreges palmesøndag som en festdag, hvor vi fejrer Kristus, som kommer ridende, om end fortsat sagtmodigt. ”Til himlene rækker din miskundhed, Gud” fortsætter, hvor den gammeltestamentlige læsning slipper med en tillid til Guds herredømme over hele jorden – over bjerge, dale, byer og hav. Vi mindes dog samtidig om, at vi fortsat befinder os i fastetiden (”Du kvæger i ørken den tørstende sjæl…”).
”Se, hvor nu Jesus træder” rummer både festen og passionen og favner således søndagens dilemma meget præcist.
Med ”Tænk, erantis, at du gider” fra Kirkesangbogen har vi efter prædikenen valgt billedet af Kristus i form af en sagtmodig erantis, som bryder igennem jordens hårde skorpe og giver os et spinkelt håb.
Valget af Laubs melodi til ”Hil dig, frelser og forsoner” bygger på dens festlige, marcherende karakter, som passer godt til indtoget i Jerusalem. Sidste vers synges efter nadveren.
Vi slutter med ”Du, Herre Krist” for at gå fortrøstningsfulde hjem på trods af dét, der venter – for uanset hvad der sker, så er vores mulighed at håbe på Kristus.
