Palmesøndag er begyndelsen på den hellige og stille uge. Det bærer i sig nogle modsætninger for os, som lever på flere tusind års afstand af dagens kernebegivenhed. Dramaturgisk er der fest og forventning og ubekymret glæde, men teologisk tager lidelses- og frelseshistorien fat allerede her. Disse modsætninger rummer dagens tekster også: sejrrig og sagtmodig – æsel og konge – at være lige med Gud og blive lig med mennesker – ydmygelse og ophøjelse.
Den gammeltestamentlige tekst begynder i jubel, og evangelieteksten slutter med Hosianna. Derimellem er filipperbrevshymnen; Guds ’masterplan’ med Jesus, frelseshistorien skrevet ned på vers.
Men selvom vi her får en forudsigelse af de kommende dage, og selvom vi kender historien og ved, at jubel bliver forvandlet til vrede og Hosianna erstattet af ”Korsfæst ham”, så er vi palmesøndag kun nået til forventningen og glæden. Jesus korrigerer ikke den begejstrede skare – han lader sig tiljuble – han lader os mærke det boblende forår – mulighederne der er tilstede – Guds kræfter, der har frit spil.
Alt er muligt på denne dag. Derfor er den altovervejende stemning liv og undren – en erantis ”halvt sagtmodig, halvt forvorpen” der bryder igennem den bare jord – ”en lille nåde der er nok mod et verdensragnarok” (fra salmen Tænk, erantis, at du gider). Guds rige er på vej – en konge efter Guds hoved rider ind i Jerusalem – der er kun grund til sang og tilbedelse.
