Dagens gudstjeneste er den eneste i årets løb med verdslig baggrund. Civilreligionen spiller ind, og gudstjenesten spiller sammen med dronningens og statsministerens nytårstaler. Det handler om fortid og fremtid. Og man ønsker nok at få et lille skub i ryggen til at gå året i møde. Tiderne farer i lysglimt igennem folk og det personlige CV står for et øjeblik ekstra stærkt frem. Men hvad skal man kalde tiderne? Gode? Onde?
Der sker noget skelsættende, når man kender navnet. Kald trolden ved navn, siger vi. Dagen giver os Abrahams velsignelse og Jesu navn. Under velsignelse og i Jesu navn kan vi bryde op og bevæge os frem i tiden uden angst, selvom vi lever i en kompleks og uoverskuelig verden.
Der er en dystopisk stemning i luften for tiden. Den skal vi ikke gå med. Men vi skal heller ikke lade verden gå sin egen skæve gang. For fremskriver vi bare vores livsmåde, tyder alt på, at det går galt. Og det ville være tegn på manglende selvtillid at tro, at vi ikke kan og skal gøre nogen forskel.
Nytårsdag må gerne samle både dystopister og utopister i Jesu navn og under Guds velsignelse. I kirkeskibet er vi alle i samme båd.
