Nytårsdag samles menigheden for at høre kirkens nytårstale. Som Lisbeth Smedegaard Andersen digter i DDS 717 ”skal kirken stædigt vidne/ om troen, der består/ og føjer dage sammen/ i evighedens vår”.
Storm P. sagde, at der i virkeligheden ingen forskel er på optimisme og pessimisme; de er begge indbildninger. Stædige indbildninger. Hvad bilder vi os ind? Hvad kalder vi tiderne?
Utopisterne har en stædig tro på, at det kan blive bedre og at fremtiden gemmer på noget godt. Fortæller man kun om det, der går ad helvede til, giver det indtryk af en verden, hvor alt går ad helvede til. Utopisterne fortæller gerne om alt det, der går godt.
Dystopisterne har en stædig tro på, at fremtiden gemmer på katastrofer. Medier, bøger og film synes for tiden at give dem ret, og man smittes let af troen på, at verden er furet og hærget af løsgående markedskræfter, iskold teknik og menneskelig underlødighed. Dystopisterne fortæller gerne om alt det, der går galt, og de nedbryder den menneskelige selvtillid ved blot at fokusere på alt det, der går galt, hvis vi fremskriver vores levemåde.
Nytårsdag har et budskab til både utopister og dystopister: Den fremtid vore fødder sætter sig på i det nye år har Gud for sig i og med Abrahams velsignelse, så vi kan begynde året uden angst.
Og så har vi livet i Jesu navn. Der sker noget skelsættende, når man kender navnet. Jesus betyder: Gud frelser. Vi går ind i det nye år i Jesu navn. I Jesu navn lyder kirkens nytårstale til utopisterne: Jo, fremtiden gemmer på noget godt. Men ikke bare takket være os. Jesus vil være vores navnefælle og gå med os ind i fremtiden.
I Jesu navn lyder kirkens nytårstale til dystopisterne: Jo, der er grund til at bekymre sig for fremtiden. Men uanset hvor højt vandene går, stoler vi på, at vi i Jesu navn går med ham ved vor side, som vil følge os til verdens ende, jf. epistelteksten om dåben. Som velsignede kan vi roligt tage livet af Guds hånd. Som frelste er vi aldrig alene i vores bekymring for fremtiden. Så: godt nytår og stædigt håb!
