Vokalt
Motet
César Franck: ”Panis Angelicus”.
Panis Angelicus er et oplagt valg denne dag: ”Må englenes brød blive til menneskehedens brød – dette forunderlige brød – Kristi legeme som vil give næring til de fattige, de undertrykte, de ydmyge”. Det er en klassiker, som henviser tydeligt til dagens tekster, og som er arrangeret for mange besætninger: TT, SS, SATB og selvfølgelig som oprindeligt med cello.
Instrumentalt
Præludium
Jesper Madsen: ”Se, nu stiger solen af havets skød”, 9 orgelkoraler, Edition Egtved eller Danske orgelkoraler, Forlaget Mixtur, 2015/2019.
Vi har valgt at lade "Se, nu stiger solen af havets skød" omkranse gudstjenesten som præludium og udgangssalme. Dette for at understrege dobbeltheden i søndagens tekster. Som nævnt skifter melodien mellem dur og mol, ligesom teksten rummer både lyset og mørket i sig. Jesper Madsens koral udbygger denne dobbelthed elegant ved konstant at lege med dur-elementer i et ellers mol-præget sats.
Postludium
Niels W. Gade: ”Hvo ikkun lader Herren råde”, Danske orgelkoraler, Forlaget Mixtur, 2015/2019. Som postludium skrider Gades tenorsats roligt og sikkert frem trods rigelige harmoniske spændinger. Slutningen er stille og afbalanceret og lader os således gå opløftede hjem uden dog at tage forskud på påskens festmusik.
Ønsker man ”Hvo ikkun lader Herren råde” i en mere kraftfuld, festlig udgave, foreslår vi J. S. Bachs orgelkoral. Den findes bl.a. i Orgelbüchlein som "Wer nur den lieben Gott lässt walten".
Jesper Madsen har to glimrende orgelkoraler over ”Giv mig, Gud, en salmetunge”, der er noget forskellige i både karakter og sværhedsgrad. De findes begge i Danske orgelkoraler, Forlaget Mixtur, 2015/2019